Du tager fejl Julia Lahme

Det er om tirsdagen, vi henter pizza fra pizzamanden og jeg vasker tøj hver dag. Yndlingspizzamanden ligger i samme by som Isacs fodboldtræning og med tre børn, well, der vasker man tøj hver dag.

Ellers er alt andet du skriver i denne klumme pretty spot on. Melder mig under fanerne som hverdagsmor. Ingen aupair, men med et kejsersnit i bagagen. Jeg tygger ikke mine børns mad, men jeg laver al Siris babymad selv. Jeg er fan af Julia, både personligt og som skribent og meningsdanner. Jeg bor ikke ude på landet, men i noget så eksotisk som provinsen. Med bøgehæk, mos i græsplænen og Lind og Risør-udstykninger. Jeg er vild med min mand og mine børn, og jeg elsker også at holde pauser fra dem og være sammen med mig selv. Jeg er nemlig også ret vild med mig.

Vi er i den grad faldet i farsfælden (igen bebrejder jeg de tre børn) og så prøver jeg ellers ihærdigt på, ikke at falde i den fælde, Julia beskriver som: “Den selvretfærdige måde, mødre forsøger at aftvinge offentligheden en eller anden form for bekræftende garanti på for, at man ikke har gjort noget forkert i forhold til éns egne livsvalg“. Jeg er mig. Du er dig. Lad os nu bare nyde det. Og solen.

Hvad med dig? Er du også (bare) en hverdagsmor?

IMG_4334

Kold før tolv

Med en baby i huset er vi 100% slået tilbage til start. Jeg kan huske det samme skete, da vi fik Anna og Isac var fire år. En baby roder rundt med alt, hvad der tilnærmelsesvist ligner et mønster, en rutine, en rytme. Og just som man synes, man har fundet melodien med dette nye menneske, skifter de takten eller kører den en oktav op. Vi vælger at kalde alt der indebærer manglende søvn, korte lure, utilfreds baby og rod med spisning for “en fase” og alt der resulterer i at barnet sover igennem, at det spiser og sover godt og at det ellers er glad og tilfreds for “en rytme”. Sådan er vi optimister på det område. Og vi har én regel for os selv i dette: Vi må ikke starte et nyt afsnit i nogen som helst serie på Netflix, hvis det betyder det slutter efter midnat! Vi skal i seng før tolv.

Og vi er trætte, når det sidste barn er puttet. Så det er ikke så svært at overholde den regel. Lige nu (i denne rytme; jvf. ovenstående definition på fase og rytme), så putter vi Siri først. Hun sover inden kl. 20 og som regel til næste morgen. Og hun er klart den hurtigste og nemmeste af de tre at putte, da hun er megatræt på det tidspunkt. Derefter er det Annas tur og så Isac inden 21. De er også begge lette at putte (heldigvis), men det er også hyggestunder, som både kræver godnathistorie, sange (i flertal, på det område har vi nok dummet os lidt) og snak om dagen, der er gået. Værdifuld tid i både vores og deres bog. Det betyder dog, at den ene time nogen gange kan synes at vare tre. Og når vi kl. 21.15 sidder inde i sofaen bagefter, er vi pissetrætte begge to. Ofte går vi selv direkte i seng kort derefter. I aftes var sådan en aften.

Anna vågnede i morges kl. 5 med mareridt, men faldt dog i søvn igen. Og Siri vågnede derefter kl. 5.30. Hele ugen er hun vågnet ved 7-tiden. Men i morges, på en lørdag, skulle hun selvfølgelig tidligt op og have noget ud af dagen. Det betød, at kl. 5.45 sad vi begge lysvågne og kiggede på en sprællende Siri i mellem os. 15 minutter efter sad vi begge med en stor kop kaffe i hånden og afsnit 50 af House of Cards på Netflix. MEGAHYGGELIGT! Seriøst. Vi var jo udsovede efter at være gået kold før tolv. Og babyen var vågen alligevel.

Kl. 7.00 lå vi så fem personer og en isbjørn i sengen med Ramasjang i kassen. Det var så der, vi valgte at stå op og lave lidt morgenmad. Et valg, der syntes helt naturligt, når ens ryg og rumpe ligger halvt ude og svæver over gulvet, mens man holder sig oppe i sengen på trods af tyngdeloven, ved at holde fast i vindueskarmen.

Men to afsnit tilbage af House of Cards i denne omgang! Vi SKAL bare være vågne i aften og se resten. Den er jo for syg den serie! Vi sluttede med morgenavisen i Det Hvide Hus med Frank, Claire og Tom og udskårne æbler. Wicked!

En høstjakke i verdens smukkeste farvesammensætning

Nogle gange rammer man bare plet. Det har Erika blandt andet gjort med både farven og udformningen af sin Høstjakke. Jeg er vild med den!

Jeg har længe selv ville strikke en Høstjakke fra Pickles, men har ikke lige kunne finde det rette garn og ikke mindst den rette mængde af garn. Jeg er ikke typen, der køber garn til det projekt, jeg vælger at lave. Jeg køber garn, fordi det hopper på mig, når jeg går forbi det, og så vælger jeg projekter, der kan passe til det garn, jeg har liggende. Det betyder også, at jeg sjældent strikker i originalgarnet i de opskrifter jeg bruger, hvilket selvfølgelig kan give sine udfordringer. Indtil nu er det gået helt ok. Det vigtigste for mig er, at det er ordentlig garn. Lækkert garn. Så jeg værdsætter tiden med det i mine hænder lige så meget som tiden bagefter på min krop. Og når det hopper på mig, er det gerne fordi det er på bud eller det er en helt særlig farve, som jeg bare må have med mig hjem.

Til Høstjakken ledte jeg efter noget, der fylder det samme som en tyk uldtråd med en silk mohair som følgetråd. I min strikkekurv havde jeg noget Isager Spinni liggende i to forskellige farver og en Isager alpaca 1 i en tredje farve. Alle tre i blå/grå nuancer.

IMG_4327

De ville give nogenlunde den samme tykkelse som det opskriften krævede, så jeg smed dem sammen og gik i gang. Og fire pinde senere sad jeg bare og aede de smukke petroleumsblå masker, der havde det fineste skær over sig fra spinnien og den blødeste blødhed fra alpacaen. Jeg kommer til at ELSKE den jakke. Se selv:

10809491_1307027322647191_1690692434_n

Var det noget med et rødt bad?

I fredags var Anna og jeg til tjek på Gentofte Hospital. Hun bliver tjekket hver tredje måned for sin børneeksem og de har det sidste år lavet en masse forskellige test på hende, for at finde ud af om der er noget særligt, der tricker det mere end andet. Hun er fx allergisk over for krom og nickel, hvilket betyder, at hun ikke kan tåle læder, da det er garvet med krom og derfor indeholder store mængder krom. Dette forklarer de store sår hun havde på sine fødder hele sommeren, hvor hun nærmest boede i sine Birkenstocksandaler. Jeg troede det var verdens sundeste fodtøj. Guess not.

Jeg er selv multiallergiker og havde også børneeksem da jeg var barn, så jeg kender til udfordringen på egen krop. Personalet på Hud- og allergiafdelingen er supergode. Og engagerede i deres felt. Og ikke altid helt enige. Well, faktisk sjældent enige om, hvad der er den bedste strategi mod eksem. Hver gang vi møder en ny læge, går vi derfra med en ny plan, en ny måde at komme eksemen til livs eller i det mindste holde den i ave. I fredags var ingen undtagelse. Selv om den behandling vi kører nu faktisk fungerer nogenlunde, så havde den nye mandlige læge alligevel liiige en ting, han synes vi skulle prøve. Han synes vi skulle bade Annas hænder i et rødt bad. Og da sygeplejersken efterfølgende forsøgte at sælge idéen til mig og endda give mig alt med gratis, sad jeg bare med tics i øjet og sved på panden. Hun nævnte bivirkninger som nikotingule misfarvede hænder og orange neglerødder, risiko for permanent misfarvning af møbler eller overflader, hvis det kom ud af baljen og ekstrem udtørring af huden. Sig mig lige igen, hvorfor dette var en god idé med en fireårig pige med krudt i røven? Jeg tror dette bliver en af de behandlinger, vi kommer til at springe over. Selvfølgelig fint, hvis det virker, og det gør det sikkert. Men jeg havde det lidt ligesom, da de tilbød mig bistik under fødselen: “Det lyder som en dårlig plan, men du er jo lægen, så lad os prøve det …” Denne gang vælger jeg at følge alt det der kommer før “men”.

Hun er i øvrigt skide sej til alt testeriet og de jævnlige tjek. Tager det i stiv arm, selv om hun bestemt ikke bryder sig om det. Hun piver, inden vi skal derud, men når vi er der er hun tapper og sej. Og ikke sen til at spørge efter en is eller et stykke legetøj bagefter.

IMG_4339

 

Til Dubai og tilbage igen

For lidt over et års tid siden så jeg første gang en, der havde strikket Susie Haumanns Dubaisjal. Jeg tror det var Christina, der var igang med det og viste det på sin Instagram. Det fik mig til at købe bogen Around, hvor opskriften er i og siden har jeg kigget længselsfuldt på det, hver gang jeg skulle i gang med et nyt projekt. Men tanken om de mange mønsterpinde på vrangsiden eller tanken om at skulle klippe det op, hvis jeg valgte at strikke det rundt i stedet, gjorde at jeg altid valgte det fra. Det virkede som et for uoverskueligt et projekt.

Men se nu her:

IMG_4307

Jeg hoppede ud i det for en måneds tid siden og de 575 masker man starter ud med blev langsomt færre og færre. Jeg valgte efter et par zigzagrækker frem og tilbage at strikke rundt i stedet, så jeg kun skulle strikke mønster på retpinde. Det gør opskriften 100 gange lettere og mine masker blev i hvert fald også en hel del mere ensartede! Begge mønsterdele er ret lette og man finder hurtigt rytmen i det.

Jeg valgte at strikke det i en tråd Alpaca 2 fra Isager istedet for to tråde Alpaca 1, som der står i opskriften. Det gør det lige en lille smule lettere, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Især når det er mønsterstrik, som jo fylder dobbelt på grund af tråden, der følger på bagsiden.

IMG_4301

Jeg valgte også at strikke omvendt i mørk/lyskontrasten i forhold til opskriften, da jeg godt ville have det lidt mørkere. Så baggrunden er mørk grå og mønsterfarven er off white.

Jeg strikkede fem ekstra masker til opklip. Dem strikkede jeg skiftevis, så begge farvere fulgte med over. Inden jeg klippede op syede jeg to gange frem og tilbage på maskine. Jeg brugte afstand 3 på maskinen. Jeg turde ikke hækle kanten, når det er Alpaca.

IMG_4283

Jeg klippede de ekstra rækker masker af, da jeg først havde syet på maskinen. På den måde fik jeg en kant, der fulgte det stykke, jeg allerede havde strikket inden jeg besluttede mig for at strikke rundt. Kanten hæklede jeg efterfølgende en række fastmasker på, så syning og opklip blev skjult.

IMG_4288

Det færdige sjal er noget af det bedste jeg har lavet. Så blødt og lækkert og meget let og luftigt.

IMG_4299

YNDIGjakke

Jeg har for første gang meldt mig som teststrikker på et nyt design, som endnu ikke er udgivet.

På Instagram følger jeg en del strikkedesignere, både små og store, og ind i mellem søger de efter teststrikkere, der kan afprøve opskrifterne for dem, inden de bliver udgivet. På den måde får de dem prøvet af i alle størrelserne og kommer eventuelle fejl og dårlige formuleringer i forkøbet. Teststrikkeren får opskriften gratis, men skal selv betale garnet.

IMG_4113

Mette Hvitved er en ret ny designer, og hun er i det hele taget en ret ny strikker. Hun har kun strikket i halvandet år og kan allerede designe de smukkeste opskrifter til børn. Jeg er dybt imponeret og (indrømmet) en lille smule misundelig på hende. Hun søgte efter teststrikkere til sin YNDIGjakke og jeg var heldig at blive valgt til at teste opskriften til størrelse 6 måneder til Siri. Mette anbefaler Coast fra Garnpusher til opskriften, men jeg havde noget Rasmilla Yndlingsgarn liggende, som jeg brugte i stedet. De har samme løbelængde og er samme blanding af uld og bomuld de to garner. Jakken var hurtig at strikke og opskriften var nem at følge, så jeg besluttede mig for at lave en til Anna også.

IMG_4223

Jeg har købt nogle forskellige små metalvedhæng, som jeg er begyndt at strikke ind i mine projekter. De er vildt søde og koster ikke ret meget på Ebay.

IMG_4225

Da Annas trøje er strikket i rester, blev den stribet. Det synes jeg faktisk klæder den ret godt. Jeg løb tør for grå på det sidste ærme to striber inden jeg var færdig, så jeg måtte trævle hæklekanten op på det første ærme og bruge det garn til at lave de sidste to striber og lavede derefter kanten på ærmerne lilla.

IMG_4221

Opskriften er netop kommet til salg her i Mettes shop.

Bloggens form og indhold

Jeg har haft rigtig svært ved at komme igang med at blogge jævnligt igen. Efter flere gange at have taget bolden op og kastet den ud i rummet, for derefter at gå skrivekold, har jeg tænkt meget over, hvad der skulle ske med bloggen. Skulle jeg lukke den helt? Gemme og printe den? Starte forfra?

Jeg har blogget i mange år efterhånden. Det første indlæg på denne blog er skrevet i 2006. Der er 1485 blogindlæg i arkivet. 2013 var det år, jeg havde flest besøgende. over 40.000 rundede bloggen i det forår. Det var lockoutåret. Det var det år, hvor selveste Margrethe Vestager skrev en kommentar på et af indlæggene. Det er svært at komme tilbage og skrive om børn, nybagte boller eller barselsblues efter det. Omvendt, så er sådan en blog jo et billede på, hvor man er på et givent tidspunkt i sit liv. I 2013 var jeg på en af de vildeste og mest overraskende følelsesmæssige rutchebaneture i mit liv. Aldrig havde jeg troet, at en faglig kamp kunne presse så meget gejst, ild og engagement ud af mig og ramme mig så hårdt. Det skrev jeg mig ud af. Og væk fra. Og sidder nu et helt andet sted. I en helt anden stilling, et nyt perspektiv og med flere børn. Gejsten, ilden og engagementet er tilbage gange hundrede. Men den politiske kamp er skiftet ud med en fordybelse og udvikling og det er svært at skrive om på denne platform.

Når jeg smider den professionelle kappe og hopper i det bløde hjemmetøj, er min verden fyldt med børn. I alle aldre. Når man får børn hver fjerde år, er der et stort spring mellem dem og det kræver nogen gange tungen lige i munden at jonglere med en 8 årig samtidig med en på fire år og en på fire måneder. Der er ikke altid plads til at tastatur i den ligning. Iphonen er en god ven i mit forsøg på at dokumentere bare en lille flig af det jetlag livet med børn nogen gange kan efterlade en i. Og Instagram hjælper mig med at dele det med andre og give mig livstegn fra verden udenfor, hvor andre voksne oplever de samme små stunder af lykke og udfordringer. Jeg elsker Instagram. Jeg elsker billedfortællinger. Og jeg elsker at kigge tilbage på dokumentationen af mit og mine børns liv. Se, hvordan de ligner hinanden og hvordan hver især i sin egen. Det vil jeg gerne blive ved med.

Midt i alt dette har jeg fundet tilbage til en interesse. Strikning. Når jeg strikker er det ren fordybelse. Ren ro. Mulighed for tilstedeværelse, selv om jeg dyrker mit eget. Og mulighed for handling, selv om jeg sidder stille og bare er. Jeg skaber noget med mine hænder, tænker med min hjerne og lægger små kærtegn af kærlighed i maskerne, især når de er til mine børns voksende arme.

Så nu har jeg besluttet, at der kommer indlæg på bloggen, når jeg har overskud og tid til det og når jeg har noget at dele. Den skal ikke lukkes ned eller gemmes væk. For den er en stor dokumentation af det der liv, jeg lever. Og der vil komme flere indlæg om strik. Så er du advaret. Og så må vi se, hvad det ender i. Det er her jeg er nu og det er det bloggen bør afspejle.

#FebruaryFICTION 3 – Barndomsferier

Bornholmeren tikkede dovent. Bedsteforældrene sad og hvilede sig. Måske var hun vågen deroppe nu? Men hun vidste godt, at hun sov, når farfar sov. Senere kunne hun komme derop og åbne det lille skattekammer i skunken. Og bage rutebiler i stålmadkassen i bogskabet. Invitere til teselskab og svimle ind i en fortællinger om pandekager på flugt, babelstårn, krøblinge og forrædere. Se pinde gøre snore til varme tæpper, og høre om dengang, der var en der hed Søren og der var krig i Danmark. Bornholmeren tøvede. Så slog den et slag og fortalte hende, at hun skulle være stille lidt endnu.

Vi er bare sammen

En af fordelene ved at være på barsel er de fridage, jeg holder sammen med Anna. Fordi hun går i børnehave, kan hun lettere tage en fridag, og vi stræber på at holde mindst en om ugen. Ofte bliver det til to.

12424679_1098578253499638_1280241334_n

Forleden, da hun kom i børnehave efter en fridag, spurgte en af pædagogerne hende, hvad hun så lavede, når hun holdte fri med mor. “Laver I så alle mulige sjove ting sammen derhjemme?”, spurgte hun. Og jeg blev lige et sekund grebet af min indre overachiever, som straks måtte i gang med at putte mere indhold i de dage, vi havde sammen. Men faktum er jo, at vi ofte ikke laver en disse og det jo netop er det, vi begge elsker. Jo, vi bager lidt ind i mellem. Er kreative, når det slår os. Og leger med lego. Og ser Wings Club på Netflix. Og kigger på lillesøster og dikkedikker med hende. Men vi er også stille hver for sig. Jeg strikker og hun leger med sine figurer. Hun er fantastisk til at lege selv. Og jeg elsker at sidde og lytte til hendes leg i stuen. Alle hendes prinsesser får nye roller og nye kræfter. Og prinserne eksisterer kun i forbindelse med den prinsesse, de hører til. Kristoffer er ikke noget uden Anna. Erik er ikke noget uden Ariel. Der er han jo bare Erik. Men han er Ariels prins! Og hvad sker der lige for, at det næsten er umuligt at opdrive drengefigurer i Lego Friends og Lego Elves?

Hvad svarede Anna så pædagogen? Hun sagde: “Nej, vi er bare sammen.”

February FICTION 2

”Emma Larsen?”
– ”For gammel.”
”Amira Bukhari?”
– ”For islamisk.”
”Janus Jacobsen?”
– ”For meget mand. Jeg vil kun have kvinder.”

”Det er tæt på umuligt at finde en, der passer til dine urealistiske kriterier. Jeg giver snart op.”

Han havde hele tiden siddet med ryggen til hende, men vendte sig nu brat om og kiggede hende direkte i øjnene: ”Du giver ikke op. Du har ikke det privilegium, at du kan give op. Fortsæt.”

Hun lagde bunken med ansøgerne på bordet foran ham. Tog en af dem op og læste nervøst navnet op: ”Katinka Lundberg!”

”Ring hende op. Hun er perfekt. Og du er fyret.”