Farvel til gode venner og goddag til en Guldgris! (13+5)

Så er Allan, Khanh og Kim-Phung taget videre til Californien efter en uges visit her ved os. Det har været helt vildt hyggeligt at have dem på besøg, og jeg tror også, at de har hygget sig rigtig meget. De nåede godt og grundigt omkring Manhattan, en tur på Ellis Island og omkring Frihedsgudinden, og så tog jeg med dem en tur i Bronx Zoo, hvilket jeg fortæller mere om i et andet indlæg. Vi sluttede besøget af på Times Square efter en god middag på Hard Rock Café. De skal nu have 14 dage i Californien, hvor de skal bo ved Khanhs familie både i San José og Los Angeles. De havde været så søde og betænksomme at tage kammerjunkere med til os, og de faldt godt nok i god jord – eller skulle jeg hellere sige mave??? Kim-Phung og jeg miksede en koldskål sammen til frokost i dag, og så var det bagefter afsted til lufthavnen og farvel til dem alle tre. Vi håber, de får en rigtig god tur videre rundt i USA. Vi har ihvertfald nydt at have dem her ved os. I kan se billeder fra deres uge her i fotoalbummet.

Deres besøg var også en velkommen mulighed for at overraske dem med vores gode nyheder. Vi har med vilje ikke skrevet noget om vores lille decemberbarn her på bloggen, da vi vidste at Allan og Khanh jævnligt fulgte med herinde, og vi ville gerne give dem en overraskelse, når de kom. Men nu, hvor katten er ude af sækken til alle, så vil I helt sikkert komme til at høre meget mere om graviditeten og de glæder der dermed følger. Nakkefoldsscanningen den 5. juni så fin og normal ud, så nu venter vi bare på at få svar på den medfølgende blodprøve. Men mon ikke, det også ser godt ud. Vores lille baby ser i hvert fald rigtig fin ud, og den lå flere gange og vinkede til os i løbet af scanningen. Vi havde en rigtig god læge, der tog sig god tid til at lade os se den lille fra alle vinkler. Det var som om, den vidste, at den var på, for den væltede rundt og lavede den ene posering foran kameraet efter den anden – ”Strike a pose! There´s nothing to it.” Er det ikke det, Madonna synger i Vogue??? Hun tog sig også tid til at kigge lidt på kønnet, men da hun ikke kunne sige det med sikkerhed endnu, vælger vi at holde den hemmelighed lidt for os selv endnu. Ha ha ha ha….det ender med, at jeg bliver helt godt til det med hemmeligheder, inden dette show er ovre.

Men 158 hjerteslag i minuttet – 7,35 cm. lang – livlig og har allerede sin egen mening om, hvad den gider og ikke gider – stædig og drilsyg, var meldingen. Utroligt, at de kan se alt dette ud fra en scanning. Det havde måske lidt at gøre med, at den lille ikke helt ville lægge sig, som lægen gerne ville have det, men ville derimod gerne ligge på 117 andre forskellige måder. Det gjorde ikke noget for os, så fik vi dejlig god tid til at kigge på den.

Vores lille mission lykkedes, og Allan og Khanh blev meget overraskede og selvfølgelig også glade. Det var rigtig skønt at dele glæden med dem. Khanh kunne fortælle os, at vi, ifølge den kinesiske kalender, ville få en Guldgris! I den kinesiske kalender har man tolv dyr, der hver repræsenterer et år. I år er det Grisens år. Men hver tresindstyvende år er det Guldgrisens år, hvilket er det bedste år af dem alle. Grisen er et meget heldigt og velsignet dyr, som livet kommer let til, og som symboliserer lykke og velstand. Så kan I jo selv regne ud, hvad en Guldgris må betyde. I Asien er der lovet babyboom i år, da der er flere, der har ventet til at det blev Guldgrisens år. Vi var jo ikke i tvivl om, at det er guld jeg har i maven, men at det ligefrem skulle være en Guldgris, ja, så meget desto bedre. Det er dejligt at tænke på, at vores lille barn venter lykke i livet i følge kineserne. I kan læse mere om den kinesiske kalender og tjekke jeres eget dyr her:http://www.holymtn.com/astrology/year.htm. Vær opmærksom på datoerne, da det kinesiske år går helt ind i februar.
Vi fik også bagefter ringet til Jonas og Tina, som også er en af Sørens og Allans skolekammerater. De kender Allan og Khanh, og vi havde derfor også ventet med at fortælle dem om graviditeten. Også de blev ellevilde, og det skal blive rigtig hyggeligt at komme hjem i juli og have en fælles aften med dem alle fire og deres unger. På det tidspunkt har jeg jo nok også lidt mere mave på end nu🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s