Velkommen til 3. trimester

Så er vi netop gået ind i 3. trimester, og der er kun tre måneder tilbage. Hvor er det vildt! Og Søren er endelig kommet tilbage til New Jersey. Vejret er stadig fantastisk. De lover 25 grader i dag og solskin, og det skulle vare ugen ud og næste uge med. Det håber vi passer, da vi jo skal på camping på torsdag i næste uge. Men det er da dejligt septembervejr, må vi sige, så det kan ikke blive meget bedre🙂 Lad os håbe, at det gode vejr fortsætter ind i oktober, når vi får besøg fra Danmark.

Med sig hjem havde Søren en gave til os fra mor Else. Hun havde lige været i Føtex og i H&M og kunne simpelthen ikke stå for noget sødt babytøj, hun havde set.

Og det kan jeg altså godt forstå. Det er bare så sødt, og hvor er det pænt af hende at købe det til os. Det kan man jo altid bruge her i starten. Er det ikke bare dejligt? Især nattøjet med bilen på, fik 10 stjerner ved Søren. Rumle får sig altså nogle dejlige bedstemødre. Mor Sanne er godt igang med strikketøjet hjemme i Frederikshavn. Hun har allerede strikket en trøje med kyse til ham, og nu er hun i gang med et ønske fra min side, et råhvidt svøb, lidt á la det Kronprinsesse Mary havde sine børn i, da hun forlod hospitalet.

Det er bare så flot, synes jeg, og så kan det jo bruges til flere, da det er i neutrale farver. Hvem ved – måske bliver det et arvestykke, der går igen i generationer. Bedstes svøb🙂 Jeg har også hørt rygter om, at hun også har været en tur i Føtex, så vi er vist ikke de eneste, der glæder os til at Rumle kommer til familien. Det er bare rigtig dejligt at vide, især når man sidder så langt væk.

I går tog vi ned i BabiesRus for at hente Rumles puslebord og seng. Dvs. vi hentede kun puslebordet, da vi returnerede sengen igen. Vi havde nemlig i mellemtiden fundet en anden seng, som vi synes bedre om. Den nye seng er fra Walmart, og den er lidt mindre amerikansk og lidt mere dansk at se på. Så vi tog en hurtig beslutning og ændrede vores bestilling, og inden længe skulle denne seng gerne komme til butikken, så vi kan hente den i stedet.


Jeg kan også rigtig godt lide det sengebeklædning der er i den, og det er også en del billigere end de andre sæt på markedet herovre. Det er sindsygt dyrt ellers. Koster det samme som sengen alene. Men i det jeg har været igang med symaskinen selv, så får vi nok ikke brug for at købe sådan noget. Jeg har ihvertfald syet en sengerand og skal til at lave en tilhørende suttepose, og det er i meget enkle farver…..igen, lidt mere skandinavisk, end de sæt vi ellers har set herovre. Nu må vi se, hvordan syprojektet ender, ellers kan det være vi må ud og købe dette alligevel🙂 Jeg er jo novice i den afdeling med at sy og sådan, så det er aldrig helt til at vide, hvad resultatet bliver til slut. Men det er ihvertfald hyggeligt at sidde med, og så er det på en eller anden måde meget brugs- og resultatsorienteret i forhold til at male, som jo mere er en løbende proces, som man aldrig helt bliver færdig med. Og som man heller aldrig helt ved, hvad man skal bruge til bagefter.

Jettaen er kommet op og køre igen, og den advarselslampe, der var begyndt at lyse, mens Søren var i DK, er pludselig slukket igen. Vi har jo døjet en del med den bil allerede, og var lidt ærgerlige over, at den nu igen havde et problem i motoren. Men det ser ud til, at det er gået i sig selv igen. Vi fik den ellers analyseret, og det skulle være pga. for tynd benzinblanding, hvilket jo pegede ned mod katalysatoren. Så vi krydser fingre og håber på det bedste. Søren fik købt en nyt originalt luftfilter til den, så det skal han nok i gang med at skifte i aften. Måske det også kan hjælpe den lidt på vej. Det kunne være rigtig rart, hvis jeg kunne begynde at bruge den til Brooklyn om mandagen, da det er mange kilometer at lægge på BMW’ens lease. Og så er parkeringen og kørslen også en del mere presset og kreativ derovre, og der ville det jo også være rart at kunne spare lidt på BMW’en🙂 I mandags, for eksempel, da vi holdte i kø til Verrazano Bridge, besluttede manden i bilen foran sig pludselig for at bakke, hvilket resulterede i, at han bakkede lige ind i os. Jeg har efterhånden lært New Yorker måden at kommunikere på, og hamrede hornet i bund, men lige lidt hjalp det. Søren måtte ud og kigge, og manden forsøgte sig sgu på at virke uvidende om det, der lige skete. SPADE mand! Nå, men ingen buler, heldigvis. Søren tog dog lige et billede af hans nummerplade med mobilen, just in case. Smart mand jeg har. Det ville jeg nok ikke lige selv have tænkt på!

Jeg havde lige hentet Søren i lufthavnen, og da vi ikke kunne nå hjem inden, måtte han slæbes med over til danskundervisningen i kirken. Stakkels mand, hvad han dog ikke skal finde sig i. Han blev placeret i designersofaerne oppe i kirkerummet foran alteret med en kop kaffe og sin computer, og så gik jeg ned og underviste. En af eleverne havde bagt dansk kringle til aftenen, og et stykke af det, blødte lidt op på situationen. Så nu har han da også set det med, selvom han jo nok 10 gange hellere ville have været hjemme i sin egen sofa og sidde den aften. Han tog den nu med forbavsende godt humør, selvom han var helt ekstremt smadret efter den hårde arbejdsuge og lange flyvetur.

Vi har fået nogle rigtige gode bud i navnekonkurrencen, og der er stadig plads til flere, hvis I sidder og brænder inde med et godt forslag. Så kør lidt ned på siden og klik på kommentarer under indlægget. Vi er efterhånden på helt bar bund, da selv de to vi havde i tankerne er røget mere og mere ud. Så vi har desperat brug for jeres hjælp. Tak til Ulla, Katrine og Jette for indsatsen so far. Der er et par stykker i blandt, som vi kigger nærmere på, kan vi godt afsløre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s