>Lufthavnsscener

>Scenen er sat i den internationale ankomsthal i Newark Airport en kold, men solrig, februardag – faktisk er det hjerternes dag – Valentines Day. Tre fly er netop landet, og langsomt begynder de rejsende fra de tre forskellige destinationer at komme ud fra toldområdet til den store glasdør i ankomsthallen, hvor enten deres kære eller en eller anden tilfældig limousinechauffør står og venter på dem. Sprogene der tales er hovedsageligt amerikansk, fransk, spansk og dansk og svensk. Jeg kigger nysgerrigt på kuffertagsene på de rullende kufferter, der netop har ligget og kørt rundt på bagagebåndet. Står der CPH på dem? – nej ikke endnu…skifter vægten over på det andet ben og venter lidt længere.


Ud kommer en ung mand, og samtidig ser jeg en ung pige og hendes far storme over mod glasdøren. Hun kaster sig i armen på den unge fyr, som tydeligvis er hendes franske kæreste, og jeg mærker en klump i halsen. Så laver hun en bevægelse, der får tårerne frem i øjnene på mig. Hun lægger sin hånd omkring hans nakke og baghovede, mens hun holder ham tæt ind til sig, og det virker bare så kærligt og ømt og oprigtigt. Jeg føler næsten, at jeg er med på et smugkig, og at de ikke ved, at alle lige nu er vidner til deres genfundne kærlighed. Jeg samler mig og sluger klumpen i halsen og bruger den overskydende fugt i øjnene til at blinke lidt ekstra og få et friskere blik på situationen.

Parret forsvinder og jeg kigger igen længselsfuldt efter CPH-kufferttags og skyggerne af dem jeg selv står og længes efter at se.

Så kommer en ældre spansktalende dame slæbende ud med sine kufferter, og to små drenge på 4-5 år løber hende skrigende i møde. Jeg gætter på det er en bedstemor og hendes to børnebørn. Straks forestiller jeg mig alt muligt med flere års adskillelse efter en hverdag med daglig kontakt, og igen skyller alle følelserne op af mine halsrør, forbi svælget og op i øjnene.

Det er simpelthen én stor prisvindende Danmarks Radio Dramaserie for mig, når jeg står der i lufthavnen og venter. Og det er efterhånden ved at være nogle gange de sidste tre år, at jeg har stået bag de mørkeblå sikkerhedsbånd og ladet mig fortabe i rørende gensyn på kryds og tværs af nationaliteter og aldre. Måske bliver det bare ekstra overfølsomt, fordi jeg selv står og venter på nogen, der betyder noget ekstra for mig og netop har følelserne uden på tøjet af samme grund. Eller også så har lufthavnsscenen bare noget elementært over sig, som dybest set handler om at vi mennesker, i min verden, er skabt til at være sammen og ikke adskilte, og netop derfor bekræfter den overbevisning i de sekunder de to personer mødes og omfavnes.

Og så vil jeg slet ikke komme ind på hvordan jeg reagerer i afgangshallen….

One thought on “>Lufthavnsscener

  1. >Sikke rammende dine beskrivelser er. Måske er det, fordi man er så optaget af mødet, at man i den situation (i modsætning til alle andre) er i stand til at glemme, hvor man er, og hvem der kan se én. Jeg har selv et anseeligt antal gensyns- og afskedsscener bag mig med en kæreste i SF gennem alt for mange år. Og jeg husker virkelig, hvordan jeg var meget ligeglad med, hvor jeg var. Det handlede kun om ham og jeg.Nyd besøget. Glæder mig til vores gensyn – om end jeg forventer, at det bliver noget mere afdæmpet end dem jeg selv husker fra lufthavnene ;o)KnusA-T

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s