>Hulebarnet

>Drengen har en ting med lukkede rum, hyggelige kroge og huler. Han ELSKER at kravle derind i og kigge ud. Jeg tror, han ender med at blive et rigtigt hulebarn.

Jeg kan godt forstå ham. Huler er hyggelige. En hule er en oase, hvor man kan være sig selv lidt, tænke over store og små ting og lukke lidt af alt det andet udenfor ude. En hule er et trygt rum, hvor man selv bestemmer det hele. Og en hule er en dunkel, varm og omfavnende ramme omkring ens personlige porttrætbillede.

Vi leder med lys og lygte efter en fælles hule for os alle tre i disse dage. Men hvad er det så, der gør en hule hjemlig? Er det selve de fysiske rammer for hulen – væggene, indretningen og planløsningen. Eller er det stedet? Der hvor man vælger at bygge sin hule. Tæt på de voksne, så man kan sidde for sig selv inde i mørket og hygge sig og alligevel være med, der hvor dem man holder af er. Være dem nær. Eller…er det de mennesker man sidder inde i hulen sammen med, der gør den ekstra hyggelig og perfekt? Skal man så tænke på at lave hulen stor nok til at man kan sidde flere derinde på samme tid, selv om man det meste af tiden sidder derinde alene?

Ja, jeg er så hoppet ud af et skab og over i en hule i stedet. Vi kan så konkludere, at jeg nok ikke lider af klaustrofobi.

One thought on “>Hulebarnet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s