>Min texanske ungdom

>

Jeg har fået en ny ven på Facebook. Det vil sige, det er som mange af de andre venner jeg har på FB, en gammel ven, der er vendt tilbage fra fortiden. Hun er en slags reservemor faktisk. En texansk reservemor. Jeg har nemlig en texansk ungdomstid som exchange student liggende i fortidskufferten.

Her får I så et af de få billeder af mig på bloggen. Det var det mest amerikanske jeg kunne finde…oooh boy!

Min værtsmor er kommet på Facebook, og nu er vi venner der. Det er lidt stort for mig, da jeg ikke har haft kontakt med min familie fra mit udvekslingsår i Texas i 1992-93, siden jeg besøgte dem i 1995 på en rundrejse i det amerikanske. Min HF- og seminarietid bød på masser af flytninger, oplevelser og leven livet, og min texanske familie røg ligesom lidt ud i periferien, og de tabte mig i min evige skiften af kollegieadresser. Besøget i 95 havde heller ikke været lutter lykke og gensynsglæde for mig. Tværtimod var jeg lidt skuffet over at være tilbage. Måske var det for tidligt at komme tilbage? Måske var den oplevelse, jeg havde med familien, bare dét den var og netop bedst i det øjeblik, den stod på? Jeg tænkte meget over grunden dengang, men har siden ladet den ligge som et halvglemt minde fra min yngste ungdom (man er vel stadig ung, vil jeg mene). Det er i sig selv tankevækkende, at jeg har formået at være i samme land som dem i over to år, uden at have taget kontakt.

Men orkanen Ike sidste september fik kontakten etableret igen, da familien bor i det ramte område. Vi ringede til dem og tilbød dem husly her i det nordamerikanske, men de var allerede evakueret og i sikkerhed andetsteds. Pludselig følte jeg et ansvar og en samhørighed med dem, og jeg overvejede ikke et sekund, om jeg skulle åbne mit hjem for dem. Det gik op for mig, at jeg ikke havde kontaktet dem, fordi jeg var flov over at have mistet kontakten med dem i første omgang. Flov over, at jeg ikke havde prioriteret dem højere i mit liv på daværende tidspunkt. Og jeg var bange for, at de nu ikke ville have noget med mig at gøre. At de følte, at jeg havde dumpet dem, og nu ikke ønskede kontakt med mig mere. Jeg var nok mest af alt bange for at blive afvist. Noget af en erkendelse.

Sådan var det heldigvis ikke, og de blev meget glade, dog noget forundrede, over vores opkald midt i orkanen.

Nu skal min værtssøster så giftes, læser jeg på Facebook, og jeg gratulerer tilbage på beskeden. Og som svar på det kommer der en invitation til hendes bryllup! Det er den 20. juni og lige på kanten af skæringen for vores hjemrejsedato, men sikken en måde at slutte dette eventyr af på. Så vil ringen ligesom være sluttet for alvor for mig, personligt. Jeg vil slutte mit møde med USA, der hvor jeg startede det. Og Manden og Drengen vil få lov at opleve den del af mit liv, som ellers altid kun ville være at finde i de tunge fotoalbums og i den skæve støvede Yearbook fra mit fortabte High School år i Texas.

Jeg kan mærke, at jeg vil rigtig gerne afsted til dette. Mon ikke det kan lade sig gøre på den ene alle anden måde?

2 thoughts on “>Min texanske ungdom

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s