>Vi ventede ikke på Godot

>Når man er nybagte forældre, så er det alt alt for nemt at glemme hinanden. For man har jo verdens dejligste menneske indefor en håndsrækning, og det lille menneske venter bare på at blive kysset, knuset og elsket i spandevis. Og der hvor man før overøsede den anden voksne med al den hengivenhed og nærvær, står nu en blespand, et puslebord og en trehjulet cykel. Jeg er personligt selv blevet overrasket over, hvor let det er at glemme at være kærester, når man har langt vigtigere ting at tage sig for, såsom at være mor og far.

Men, hvor er det bare så meget nemmere at være mor og far, når man også er kærester og klapper hinanden i måsen en gang i mellem! Sådan er det i hvert fald for os. Så vi har en aftale om mindst én (gerne flere) fast kærestedate om måneden, som kun er for os to. Drengen bliver passet af barnepigen, og vi tager ud og nyder livet og hinanden.

Jeg havde fået et tilbud på nogle teaterbilletter til forestillingen “Venter på Godot” med bl.a. John Goodman i en af hovedrollerne, og det blev undskyldningen for aftenens date.

Den spiller på The Roundabout Theatre, som bl.a. ligger i det gamle Studio 54. Jeg tog mig selv i flere gange i løbet af forestillingen at lade mig henføre til de vilde 70’ere, hvor rummene jeg sad i rummede et helt andet liv. Jeg forestillede mig, hvor Andy Warhold havde hængt ud i baren sammen med Salvador Dali og Janice Dickinson, og hvordan Calvin Klein havde ladet sig rive med af musikken på dansegulvet, mens Mick Jagger dyrkede sex med sin Bianca i en af sofaerne. Nok ikke lige de tanker Samuel Beckett havde håbet på at vække hos sit publikum, da han i sin tid skrev stykket. Lad mig sige det sådan: Vi ventede ikke! Vi gik simpelthen i pausen. Det har jeg aldrig gjort før, og jeg ville have forsvoret, at det nogensinde skulle ske. Jeg går af princip ikke fra underholdning, heller ikke selv om det ikke falder i min smag. Principper er til for at blive slugt, glemt og fejet af vejen, er nu mit nye princip! Det var simpelthen røvkedeligt, og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke gad at sidde og spilde vores kæresteaften og dyrtkøbte barnepigetimer med et elendigt teaterstykke og nogle halvdårlige skuespillerpræstationer, når hele Manhattan lå lige uden for døren og ventede på os.

Inden vi gik i teateret havde vi været ude og få fransk/japansk fusionskøkken på Restaurant Japonais, der ligger i TriBeCa (The Triangle Below Canal st.).

Det var så til gengæld alt andet end kedeligt. Betjeningen var formidabel, og prisen var fornuftig i forhold til, hvad man fik for pengene.

Tjek fx lige denne lækre Crispy Shrimp and Salmon Roll, som jeg fik til forret:

Uhmmmm, mine tænder løber helt i vand bare ved tanken.

Og hvad får Drengen så ud af disse aftener? En dejlig stund med sin elskede barnepige og synet af sine forældre der kysser, knuser og krammer hinanden i hverdagen, fordi de i flere uger kan leve på den romantiske gåtur nedaf Broadway, hvor de fik lov at tale sammen om livet, drømmene og hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s