>Et selvportræt

>Jeg tegner et billede af mig selv. Med blyant, så jeg kan få alle detaljerne med. Det er aldrig nemt at lave et selvportræt, da det jo kræver en vis selvindsigt, men også selverkendelse.

Jeg starter med omkredsen af hovedet. Kinden er lidt rundere, end jeg husker den. Den buer mere ude nede under kindbenet, og hagen har en svag antydning af dobbelthed.

Så øjnene. Blyanten løber forvirret rundt over papiret en fire fem gange inden den beslutter sig for at lave en streg. Der ligger det. Øjet. Det skal sidde rigtigt i forhold til omkredsen, som har en svag bue indad, der hvor øjet er. Jeg bruger fingrene til at tvære blyantens streg lidt ud, for at få de helt rigtige skygger under øjnene. De virker tunge og mørke de skygger. Uanset hvor meget jeg tværer, kan jeg ikke gengive dem helt korrekt. Jeg prøver at lægge lidt streger ind, for at skabe de rynker, jeg pludselig opdager er opstået der, siden jeg sidst tegnede dette velkendte ansigt. Det er underligt, for det er det ansigt, jeg burde kende bedst i hele verden, men når jeg sidder der og tegner det, forsvinder det velkendte og alt bliver opløst i streger, linier, skygger, nuancer osv. Det er ikke mig, det er blot et ansigt.

Rynkerne ved øjnene pusler i mig. Det er de samme rynker, som jeg kalder morrynkerne.

Det er dem, jeg kigger på, når jeg kan se om en kvinde er mor. Jeg har altid syntes, at de var så smukke på alle andre. Når jeg ser dem nu her på mig selv, virker de trættende og skæmmende på ansigtet. Jeg er virkelig en kritisk betragter. Jeg synes, at kvinden på billedet ligner en træt kvinde, der også er mor.

Jeg kan ikke kende mig selv pt. Det er som om de ti ekstra kilo, der sidder rundt omkring på min krop har visket den pige jeg kender lidt ud. Hun er derinde bagved et sted, det ved jeg, for jeg kan jo mærke hende hele tiden. Jeg kan mærke hendes hjerte banke og hendes glæde boble, men hvorfor kan jeg så ikke se det udenpå? Og hvorfor kan jeg ikke overføre det til mit portræt? Det er længe siden, jeg har tegnet rigtigt. Måske er jeg blevet rusten i min streg. Selvportrættet har heller aldrig været min stærke side, så hvorfor skulle det lige pludselig blive det nu?

Men jeg plejer nu nok at kunne finde mig selv derinde i spejlet, når jeg kigger rigtig efter. Jeg savner min kraveben. Jeg kan huske glæden, da jeg pludselig kunne se dem igen efter at have tabt mine sidste kedsommelighedskilo, som jeg kalder dem. Når jeg bar en åben bluse og grinede, kunne man ane kravebenene, og det er noget af det smukkeste på en kvinde, når hendes hals ender ned i den svage fordybning kravebenet giver på hver sin side. Dem behøver jeg ikke døje med at få tegnet med på billedet nu.

Jeg kan ikke skyde skylden for kiloene på hverken USA eller graviditeten, som ellers ville være belejligt. De er selvforskyldte. De er opstået af kedsommelighedsspisen. Livet som hjemmegående er ikke mig. Det har jeg i den grad lært af vores rejse til det amerikanske. Jeg har også lært, at jeg elsker at tilbringe tid med min søn og at fritid, frihed og tid med ham er en gave, som jeg værdsætter uendeligt højt, men som også for mig skal gå i spænd med jobmæssige ansvarsområder og selvudvikling. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg glæder mig afsindigt til at komme hjem og arbejde igen og til at finde ind til AB igen. At blive mor gør vist også noget ved en kvinde på det område. Jeg har læst et sted, at det tager 1-1½ år for kvinden at finde tilbage til sit gamle jeg igen. Og så er det jo alligevel ikke det gamle jeg, man finder. Det er et forandret jeg, som nu også er mor, og som aldrig igen, kun skal tage vare på sig selv. Tværtimod har hun helt glemt, hvordan hun gør det, i sin iver for at tage vare på sit barn. Det er vist en gammel kending for flere nybagte mødre.

Kampen mod kiloene er startet, og den værste kolde tyrker fra sukkeret er overstået. Jeg har været igennem hovedpinen og trangen, som var det et stærkt vanedannende stof, jeg skulle vænnes fra. Det var det vel egentlig også. Men jeg ved også godt, at så snart jeg igen kommer i gang med at arbejde og at cykle til og fra det, så ryger kiloene også igen. Det er jeg nødt til at tro på, for sådan ser pigen på tegningen nemlig rigtigt ud i virkeligheden. Hun cykler. Og hun har bløde kindben og kraveben. Bevares, man har vist aldrig skrabet sig på hende, men hun var helt sikkert mere markeret, da jeg tegnede hende sidst.

Pudsigt egentligt – at for at finde mig selv, er jeg nødt til at tabe lidt af mig selv. Jeg har været der før, gør det gerne igen, for glæden ved at se hende den rigtige AB i øjnene i spejlet er større en noget andet her i verden – for mig, anyways…

2 thoughts on “>Et selvportræt

  1. >Jeg synes det er så smukt det du skriver her. For sådan er det også at blive mor, og kravebenene kommer også igen – helt sikkert.Må vi se dit selvportræt ? Jeg havde engang en svigerfar (altså en tidligere kærestes far) der tegnede og malede. Han tegnede et selvportræt en eneste gang. Det blev virkelig godt, pånær han så meget skrap ud på tegningen. Han sad med et spejl foran sig, og koncentrede sig meget – deraf det skrappe udtryk. Tegningen lignede ham, og alligevel ikke. Sikkert derfor han aldrig lavede flere selvportræts.KH Maria

  2. >Maria – Tak skal du have! Der er ikke noget konkret selvportræt 🙂 Det er bare en symbolsk måde at skrive indlægget på. Jeg har tegnet et par selvportrætter, og det samme skete for mig, som med din tidligere svigerfar. Hvis du ser på selvportrætter gennem kunstens historie, så er det faktisk ret kendetegnende ved dem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s