Livsvilje eller dødsangst

Hvilke af de to, der holder flammen tændt i Bedste er uvist. Flammen er på lavt blus og der er langt mellem de øjeblikke, hvor man kan fange hendes hjerne klar. Hun er nervøs og bange siger hun. Jeg siger, at jeg godt kan forstå hende. Og det kan jeg. Jeg er fandme også bange for at dø og ikke længere være til blandt de folk, jeg elsker så højt.

Vi har siddet hele natten med døden som fjerdemand ved Whistbordet. Bedste, min papmor og jeg kom igennem mørket sammen, og jeg er så inderligt taknemmelig for at jeg tog den stund med hende. Jeg fik for lidt siden sagt mit farvel, godnat og “Jeg elsker dig” efter en forvirrende snak om røde heste, der skulle bremses, så hun kunne få franskbrød af sin mor og holde op med at drømme grimme drømme. Kl. 19.30 satte jeg mig igen på Molsfærgen, denne gang den anden vej. Hun kæmper videre med eller mod det ene eller det andet. I nat har hun også familien ved sig og i morgen og lige så længe hun holder fast i sin kamp vil de være der, sammen og på skift.

Hjemme venter min hverdag med job, mand og barn og det virker mere end nogensinde som noget af det mest priviligerede og lykkelige i mit liv. Der er ikke særligt langt fra viljen til at kæmpe for det liv og angsten for at dø fra det. Og alligevel er de to noget af det mest modsætningsfyldte jeg kan tænke på lige nu. Hvorhenne i dem ligger freden?

4 thoughts on “Livsvilje eller dødsangst

  1. >Puh, det er en hård omgang, den der. Jeg har aldrig helt accepteret, at det også er en del af livet, og kunne det for søren da ikke bare gå hurtigt og smertefrit, når folk skal derfra. Det er tarveligt, at der skal nå at være plads til angst og smerte, synes jeg.Jeg håber, din Bedste snart er igennem det – og at hun faktisk finder freden et sted udervejs.

  2. >Kære AB, jeg kan slet ikke finde ud af andet end at sende dig et af den slags knus, som suser af sted på internettet og prøver at finde dig, trods afstanden.Livet er lavet af kontraster, men af og til bliver de så tydelige, at man ikke ved hvilket ben man skal stå på.Håber din Bedste finder fred når det er tid. Men hvor er det svært at rumme.

  3. >Åh, hvor er det smukt, at I mødes sådan, og at du fik sagt farvel til din bedstemor. Selvom det føles hårdt.Håber for både hende og jer, at hun snart når derhen, hvor hun skal være. Ventetiden er umenneskelig og urimelig, og en af de ting, jeg aldrig helt har forstået ved livet, eller døden for den sags skyld.

  4. >Kære alle tre – jeres ord er for svære at kommentere tilbage på lige nu. Jeg kan blot udtrykke min taknemmelighed for at I tog jer tiden til at sende mig jeres omtanke. Tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s