>Kunne de for helvede da ikke bare lade være med at slås?

>

Denne video kører rundt på Facebook lige nu. Du har sikkert allerede set den, måske endda sendt den videre, da den er en rigtig tåreperser.

Også jeg tudede da jeg så den. Måden hvorpå børnene i videoen krammer deres hjemvendte forældre så hårdt, at de næsten smelter sammen med dem. De higer sig fast til dem, så, så meget er deres små kroppe som muligt, er i kontakt med det de har savnet så forfærdeligt.

Det der især griber mig er, at de jo ikke har været med i det valg, der har ligget forud for at far eller mor tog til Irak for at slås. De mærker bare savnet bagefter valget er taget. Og det er helt ubegribeligt følsomt at se deres gensynsglæde, hvilket jo også er videoens formål. Og det er skønt med et positivt syn på alt det negative, der ligger i sådan en krig. Klart det er det.

Og her kommer vi så til mine blandede følelser og (undskyld på forhånd) min kynisme. For hvor er videoen med de familier, der ikke får en far eller mor hjem igen. Eller videoen med de irakiske familier? Både dem der mister og dem der får Sweet Homecomings?

Efter at have levet i det land, hvor disse soldater kommer hjem til, er min forståelse af hele krigsaspektet blevet drejet rundt i centrifugen op til flere gange. Jeg har set denne slags videoer hundrede gange på diverse amerikanske TV-kanaler, og jeg har oplevet amerikanernes oprigtige følelser for disse soldater og i mange af deres øjne, helte. Og jeg ser herhjemme at også danske biler er begyndt at køre rundt med sløjferne: “Support our troops/Støt vores soldater”. Og jeg duer bare ikke til det. Til hele det fælles hyldesthalløj.

Det tænder det der naive jubeloptimistiske væsen inde i mig, hvor jeg tænker: Kunne de for helvede da ikke bare lade være med at slås? Jeg ved godt, at det slet ikke er så enkelt, og at der ligger mange store politiske konlikter, tanker og beslutninger bag hver en krig. Men i bund grund er det måske alligevel lige så enkelt, som det er at puste på et sår? For mig er det i hvert fald enkelt at tænke på, at det er unaturligt at sende fædre og mødre så langt væk fra deres børn med den risiko, at disse forældre bliver dræbt. Det er unaturligt at plante den frygt i børnene under historien om, at far eller mor er en helt, og at de gør det for børnenes og for deres lands skyld. Og det er unaturligt at slå et andet barns far eller mor ihjel for de samme grunde.

Det er bare unaturligt! Period.

Så send bare videoen videre rundt for min skyld som et hvilket som helst andet stykke følelseporno på Facebook. Men tænk lige over alt det den video IKKE viser, når du ser den. Vil du ikke nok?

One thought on “>Kunne de for helvede da ikke bare lade være med at slås?

  1. >Det er ofte heltenes sandhed vi ser og hører – heltene der får lov at fortælle, at vise sig frem, at blive hyldet.Vi har netop været i Nordfrankrig på sommerferie og brugte en dags tid på D-dags strandende, og ikke mindst de tilhørende kirkegårde for slagne soldater. Den tyske kirkegård var anonym med grå og triste kors. Den amerikanske var prangende og grandiøs. Der var ingen tvivl om hvem der var heltene, hvem der blev hyldet, hvem der var sejrherren.Og måske er det rigtigt nok at det skal være sådan. Men i døden tænker jeg at vi alle er lige. Og de tyske soldater der faldt, faldt også for noget de troede på – de havde også familier, børn, forældre, hustruer, de var også savnet og efterlader sig savn og minder. De turister, som kun besøgte den amerikanske kirkegård, jeg håber de også tænkte over det de ikke så!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s