Om hjerter der er ved at revne af stolthed

Jeg har lige fulgt Isac i børnehave. Det er ikke så tit det sker, da det som regel er Søren, der afleverer og jeg der henter. Men de dage, hvor jeg skal møde senere tager jeg gerne turen over med ham. Og især efter han er startet i børnehaven er det blevet en ren fornøjelse. Han startede jo for alvor den 1. september efter en lang og god overgangsperiode hen over sommeren. Og det slog mig forleden, da jeg sad og bladrede i hans vuggestuemappe, hvor de har gemt alle de billeder, der er taget af ham dernede. Der er ikke ét billede, hvor han smiler på. Ikke ét billede, hvor han viser fryd, glæde eller anden positiv stemning. Han ser heller ikke ked af det ud. Han er der ligesom bare, fordi det skal han jo være. Og det var lige netop sådan jeg husker hans vuggestuetid. Han var aldrig ked af at gå der. Bevares, selvfølgelig græd han engang i mellem, når vi afleverede, men det gik jo lige så hurtigt over, som det kom, når vi var gået. Men han var heller aldrig henrykt over at gå der. Han viste aldrig særlig glæde over for pædagogerne. Faktisk gad han slet ikke sige farvel til dem, når vi kom og han sad aldrig og nussede med en pædagog, når vi kom eller gik. Og pædagogerne er ellers kærlige og søde nok. De fik bare aldrig helt overbevist ham om, at det er her var det fedeste sted på jorden at være.

Men derinde, på den anden side af glasdøren. Der lå det forjættede land med ridderborgene, bilgaragerne og togbanerne. Derinde var puderummet, som man bare kunne løbe ind i, når man havde lyst, og ikke skulle vente på at komme ind i, indtil en af pædagogerne fik samlet en gruppe af energibundter. Derinde løb man rundt og legede frit på legepladsen og man kunne være i den store sandkasse, hvis man havde lyst til det. Jo, det var mindsanten et bevis på, at græsser ER grønnere på den anden side af glasdøren. Derinde ventede friheden jo.

Og det var ikke falske forhåbninger, han havde stået med, når han stod med næsen trykket flad mod glasdøren. Det første billede jeg har set fra børnehavens hånd af Isac, er det billede der hænger i hans garderobe, hvor han er ét stort smil. Og når jeg afleverer og henter nu, så er det en dreng, der knap nok har tid til at sige farvel, fordi han skal tegne med Morten (den eneste mandlige pædagog alias sugekoppen for drenge). Og han smiler. Og jeg hører hans henrykte grin, når jeg henter ham senere på dagen, og han står på bakken med Mikkel med en gryde på hovedet og taler om bøllehatte og myreprutter. Han snyder sig væk, når vi skal pakke sammen, så han kan lege bare lige fem minutter mere med bilerne og garagen, og han fortæller om ting de har lavet i løbet af dagen. Han glæder sig til at komme derned, og pædagogerne dernede ser åbenbart et andet barn end den dreng der blev set i vuggestuen. I hvert fald er det et helt andet billede de beskriver, hvor drengen er om sig, leger med mange af de andre børn, siger fra når han føler sig trynet og en dreng som gider de voksne. En dreng, der tør alt muligt og som skal prøve alt muligt. Helst på den halve tid. Et lidt andet billede end den forsigtigper, de havde set i vuggestuen.

Og da vi her i morges kørte afsted mod børnehaven, ham på sin løbecykel og jeg på gåben, var han så fornøjet og stolt over sig selv.

“Se mor, Mig kan godt holde balancen.”

“Se mor, Mig kan cykle hurtigt.”

“Mig kan godt selv mor. Mig har styr på det!”

Og hans hjerte var ikke det eneste stolte hjerte i det øjeblik.

(…næste gang kan I så få historien om “Hjerner der er ved at revne af galskab over en trodsig og pissefræk knægt”. Det kommer nemlig også som en gratis bonus i børnehavepakken, viser det sig.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s