>Må jeg låne din seng og sørge i?

>

Hvad ville du svare, hvis en vildt fremmed mand skrev til dig og spurgte om det?

I går var jeg på Lousiana for at se hvad Sophie Calle gjorde, da hun fik netop den forespørgsel. Du kan læse mere om mit indtryk af udstillingen HER.

Det jeg gerne vil dele med jer i dette indlæg er derimod den del af besøget, der ikke havde så meget med kunst at gøre, men tværtimod handlede om to veninder med hver deres børn og liv, som bare gerne ville mødes og have en kop kaffe. En date, der havde ligget i kalenderen i over en måned. Og hvis kunst skal være undskyldningen, så lad den være det. Ingen er jo døde af at opleve lidt, mens man snakker og hygger sig, vel?

Nå, men vi nåede Sophie Calles udstilling. Næsten. Inden venindens mobil ringede fra en børnehave, der havde et barn med ondt i øret, som hun eventuelt lige gad at komme og hente. Nu.

Vi var SÅ tæt på caféen. Jeg siger dig, jeg kunne lugte deres buffet helt ned i mavesækken og jeg kunne smage den latte der stod og ventede på mig på disken. Jeg kunne høre venindesnakken helt ind i min hjerne og se udsigten ud over Øresund i de yderste kanter af mine øjne. Der. Blev den nappet væk fra os. Der. Da mobilen ringede. Satans osse!

Duknakkede forvildede vi os tilbage til garderoben og butikken. Sig mig engang. Er jeg den eneste, der aldrig kan finde tilbage på Louisiana? Jeg har været der 100 gange. Omtrendt. Og farer konsekvent vildt og ender nede i en kælderudstiling, som er en blind gyde.

Ud med jakkerne, ind i bilerne og farvel. Tak for i dag. Det var kort, men hyggeligt. Tom stemning. Ærgrelse fra begge sider, men ingen turde sige i mod, at man jo skal hente et sygt barn. For det skal man jo. Ikke?

Fandme nej. Altså jo, man skal hente det der barn. Klart. Men fandme nej, at det skal spolere en venindedate. Så OK, planen er:

Du henter barn. Kører til lægen. Får det tjekket og repareret, hvis det er muligt at gøre på et kvarter.

Imens kører jeg i SuperBest, handler ind til frokost. Mixer tunmix. Skærer brød. Tænder lys og så ses vi om 45 minutter hjemme ved dig.

Tjek!

Pyyyyyhhhh, det var godt reddet. Og tak til Prinsesse Barbie fordi hun gad at underholde barn med ørepine og hindbærsnitte, mens mor og veninde sladrede og drak latte i køkkenet.

5 thoughts on “>Må jeg låne din seng og sørge i?

  1. >Jeg husker så tydeligt mig på Louisiana med mine forældre. Det var jo nærmest mit andet hjem, da jeg var lille. Og jeg husker også følelsen af at fare vild – i alle de fantastiske kringelede gange. Jeg husker allermest deres pølsemad i kantinen. Så fint pakket ind i celofan.Det er et skønt sted, som jeg savner!Hvor lyder din eftermiddag med din veninde skøn. Dejligt, at I alligevel fandt sammen – på trods. Og er sikker på at ørebarnet, har haft en ligeså stor fest, som I har – Hvem vil ikke gerne tilbringe en eftermiddag med Barbie i den alder?KH C

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s