>Syge film eller sygefilm

>

Jeg begynder at tro, at jeg måske er forbandet. Det er nu anden gang inden for ganske kort tid, at jeg inviterer en veninde med i biografen og ender med at køre sygetransport hjem. Min nabo og jeg skulle have været inde og se Biutiful i Lyngby i aftes, og nåede så langt som til at shoppe Smoothieglas i Ilva og spise Middelhavsbuffet i Kinopalæet, inden naboen måtte kapitulere og billetterne refunderes. Vi var hjemme kl. 21 – en halv time før filmen skulle være startet. Sidste gang holdte veninden filmen ud, hvilket er godt gået til den timelange og virkelig langtrukkende Eat Pray Love, inden hun måtte kaste op i en H&M-pose midt på Ro’s Torv. Madforgiftning var vores diagnose med vrede blik mod cafén, hvor vi havde spist lige inden, men da hendes lille søn blev syg dagen efter måtte vi rediagnosticere til omgangssyge og ringe og sige undskyld til caféen.

Og hvem endte så med at vågne i morges kvalm og med mavesmerter og hovedpine. Moi! Så nu sidder jeg her og håber ved gud ikke, at omgangssygen har ramt mig igen. Det tyder dog ikke på det og meldingerne fra naboen er også lovende. Ingen tegn på opkast so far. Men i følge hende, ligger halvdelen af vores lille by syge med dette maveonde, og hun arbejder indenfor sundhedsplejen, så man skulle ligesom tro hun vidste et og andet om det, ikke? For øvrigt ækle beretninger sådan en hjemmeplejer kan fortælle om maveondekonsekvenser ved gamle mænd, der rammer ved siden af kummen. Fy da føj, det job kræver sin kvinde.

Men Biutiful har jeg stadig til gode og mine forventninger til den er tårnhøje. En film instrueret af Alejandro González Iñárritu og med Javier Bardem i hovedrollen kan næsten ikke misse, vel? Den samme Javier gjorde det lige den tand sværere at falde i søvn under Eat Pray Love og hævede faktisk den films niveau flere takter, da han indfandt sig på lærredet.

Den gode filmoplevelse viste sig dog alligevel i går, da vi så Napola fra 2004 med Ottendeklassen. Har du set den? Hvis ikke, så gør det. Den er virkelig god, barsk og tankevækkende. En sjælden tysk vinkel på den efterhånden filmfortærskede 2. Verdenskrig om Hitlers Eliteskoler. Den dufter lidt af Ondskab med tysk tale og nazistisk filmstrimmel. Ottendeklasserne var tryllebundede, og de digte de efterfølgende skrev om fællesskab, tryghed og samvittighed viste tydeligt, at den havde sat spor i deres bevidsthed på flere planer. Ingen blev syge hverken før, under eller efter filmen, men en af drengene anmeldte den efterfølgende med sine egne ord: “Ordentlig syg film, der AB.”

3 thoughts on “>Syge film eller sygefilm

  1. >Ja, så har det sgu været en god film! Sej kommentar (fra een, der blir kaldt "syg i hovedet").Forresten havde jeg der dér mave-halløj i søndags og mandag kunne jeg spise igen – dog er jeg stadig ikke så'n helt på stikkerne endnu.Saxe har haft det små 3 dage nu, men er faktisk ret frisk, når han ikke kaster op.

  2. >Åhh nej søde søde AB – sidste gagn du berettede om din ækle virus, hoppede den direkte ombord hos mig! Det satser vi ikke på nu vel?!?Rigtig god bedring – håber bare det er sommerfugle eller noget andet lidt hyggeligere ;)Kram

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s