>Når pennen kradser

>Det kommer stadig som en overraskelse for mig, når jeg engang i mellem opdager, at min pen kan kradse eller at min mund kan bide. Min dag i går var præget af planlagte samtaler, der alle krævede, at jeg vejede mine ord og netop hverken bed eller kradsede nogen i processen. 10 skolehjemsamtaler, hvoraf den ene var af kritisk karakter, og min egen medarbejderudviklingssamtale satte min mundtlighed på prøve, og da dagen var gået, var jeg træt, helt overstyrelig træt, men også tilfreds med udfaldet af mine ord. De havde ramt i de rigtige retninger, og de havde opmuntret og motiveret eleverne, og min leder havde forstået mine budskaber, både de gode og de mere kritiske, på en god og konstruktiv måde.

Og alligevel kommer jeg så hjem i aftes og opdager at midt i al det velvalgte ordkløveri har min pen kradset nogen på sin vej. Midt i travlheden, i en af mine hurtige pauser, og måske midt i mit fokus på alt det mundtlige, havde min pen talt med egne ord og ikke tænkt så meget over afsender/modtager-effekt, positive formuleringer og anerkendende retorik. Og det overraskede mig, at blive gjort opmærksom på det. For det overrasker mig til stadighed, at mine ord kan have magt. At mine ord kan have betydning for andre. Mest, når det, som i dette tilfælde, er en negativ betydning. Helt ærligt, det overrasker mig.

Jeg kunne være blevet et mobbebarn, da jeg gik i folkeskolen. Jeg havde alle mulighederne i mig. Lidt for tyk, lidt for kikset og lidt for morsom på den trælse måde. Det kunne have været endt slemt. Jeg siger det bare. Men det gjorde det ikke. Af en eller anden grund. Og grunden var ikke, at jeg bed tilbage. Det gjorde jeg aldrig, men jeg lod mig heller aldrig gå på af kommentarerne. Engang i mellem brugte jeg dem tværtimod positivt og gav dem min egen betydning, som fx da jeg blev udnævnt til nullet i titallet. Min veninde, det tynde tårnhøje helvede, var selvklart et-tallet og I kan jo selv forestille jer, hvem der passede naturligt ind i den anden form. Moi. Vi kunne være blevet frygtlige kede af den kommentar, som hang ved længe. Vi var et umage par, rent fysisk, at se på. Men vi tog det til os og brugte det som et tegn på, at vi var uadskillelige og at vi sammen var en 10’er, og ret snart gad ingen bruge det som våben længere.

Var det selvværd, der gjorde det for os? Jeg tror det. Vi havde begge fået skovlet selvværd ind med havregrøden hjemmefra og det styrkede vores rygrade hele vejen op igennem de svære teenageår. Men på et punkt har jeg aldrig følt selvtillid (du ved godt, at selvværd og selvtillid, ikke er det samme, ikke?), før jeg blev voksen. Og det var i min sproglighed. Jeg følte altid jeg kom til kort, når jeg stod og skulle komme med smarte bemærkninger eller nogen skulle have en hurtig sjov tilbage inden den famøse pinlighedspause var overtrådt. Jeg kom altid for sent. Derfor har jeg aldrig været fremme i skoene med kritiske bemærkninger, politiske formuleringer og lignende potentielle konfliktfyldte dialoger. For hvad nu hvis jeg kom til kort sprogligt eller fik mig formuleret forkert, så mine tanker blev misforstået?

Derfor overrasker det mig altså, selv i mit voksne liv, hvor jeg ellers efterhånden synes jeg er ved at have fundet min kritiske røst og pen frem i et nogenlunde selvsikkert lejde, når jeg rammer nogen personligt. Jeg trækker følehornene til mig, undskylder ud af det hårde liv og bliver ked af det indeni. Også selv om det, som i dette tilfælde, var en bagatel, som modtageren måske, måske ikke, går halvt så meget op i, som jeg pludselig gør. Er det konfliktskyhed? Sikkert. Er det naturligt? Højst sandsynligt.

Er det vigtigt at vide, at ens pen kan kradse, og at ens ord kan bide? Bestemt!

7 thoughts on “>Når pennen kradser

  1. >Tag dig da sammen!Selvfølgelig har dine ord effekt, hvis man kan skabe en respekt om sig selv og sine meninger (og det kan du), så vil enhver udtalelse påvirke modtageren.Det du siger, er velovervejet og vægtes derfor af modtagerne. Det ved du godt og netop derfor vælger du ordene med omhu.Men det er da bedre end hvis de ingen virkning havde overhovedet?Nu vil jeg ikke anbefale dig at blive piberyger, men det virkede ellers fint som en undskyldning for lige at tænke en ekstra gang inden man sagde noget. :)Du kan enten vælge at blive 'motor mouth' og devaluere dine egne ord, eller du kan acceptere at dine ord har vægt. Og så samtidig acceptere at al kommunikation påvirkes af både hvem, hvad, hvor og hvornår. Du har erkendt det, men er åbenbart ikke noget til at acceptere det, og det er beklageligt.Accepter det – og gå så ud og brug det endnu mere! Bliv meningsdanner, påvirk dine omgivelser i den 'rigtige' retning med både ros og kritik – SKRIV OG TAL!(og så sørg for at få sovet i stedet for at sidde midt om natten og blogge)

  2. >Jeg elsker når du sætter mig på plads Morten. Bliver jo helt zappet tilbage i bagenden af kanoen i Sverige 🙂 Tak for swadaen! Min pointe er jo netop, at jeg i dag godt ved alt det jeg skriver om, ellers kunne jegjo heller ikke skrive det. Det handler mere om, at selv om bevidstheden og selvsikkerheden er der, så overraskes jeg stadig når mine ord støder nogen uhensigtsmæssigt eller efterlader dem i desorienteret undren. Når jeg smider en hurtig kommentar afsted, som jeg netop i skyndingen ikke vejer inden jeg trykker send. Jeg tror ikke jeg er den eneste sprogbruger der oplever den form for overraskelse engang i mellem. Ingen er vel 100% sikre på sig selv hele tiden, eller? Jeg tror det er sundt at mærke usikkerhed engang i mellem og at blive rystet lidt i sin skråsikkerhed. det oplevede jeg i går og det lå jeg vågenog grillede over i nat, indtil jeg fik det ud her på bloggen og kunne sove videre 🙂

  3. >Kære ABJeg tror, jeg ved hvilken kommentar du skriver om, og hvis det er den, jeg tænker på, at vil jeg bare sige, at DU ramte lige dér, hvor den skulle rammes! Jeg synes, det var fedt (og ja, overraskende) at DU skrev den kommentar. Jeg synes også din tone dér var anderledes bidsk end hvad jeg ellers synes din tone er og det klædte dig faktisk. Jeg tænkte: Respekt!Du skal ikke ligge søvnløs over det, men derimod se dig selv stolt i spejlet og stå ved det.

  4. >Jeg synes nu altså ikke, du var spor bidsk. Måske var svaret på din kommentar det heller ikke? Tonerne hos folk er måske bare forskellige? Jeg kan godt li' din tone!(forresten er jeg ikke konfliktsky)

  5. >Lea – det er egentlig ikke så vigtig lige hvilken kommentar det var. Som jeg nævner et sted, grænser den til bagatelgrænsen og kunne i princippet lige så vel være en arbejdsrelateret mail jeg talte om. Det var mere min egen reaktion når mine ord blev modtaget, som jeg reflekterede lidt over. Det glæder mig at I kan lide min tone dog – bidsk eller ej. Jeg forsøger dog at undgå at bide, da jeg ikke finder det særlig givende for kommunikation generelt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s