Småkageanalogien

Livet er, som du ved, en æske med fyldte chokolader, og et fællesskab er som en dåse fyldt med småkager.

Jeg bad dem være med på en idé, og jeg spurgte dem højt i morges: Hvem er du i den fælles dåse?

Den småkage, der ligger nederst på bunden og gemmer sig lidt bag de andre? Eller er du det første man ser, når man åbner dåsen? Fylder du meget i dåsen og gør det det nogen gange svært for de andre småkager at være der? Er du blevet blød af at ligge i dåsen længe, eller har det derimod gjort dig hård at bide i? Er der knækket lidt af dig undervejs? Har du fået lidt ridser? Er du blevet lappet sammen igen? Hvem hjalp dig? Nogen uden for dåsen? Eller nogen af de andre småkager. Fik du lidt af deres søde glasur til at holde dig sammen og gøre dig hel igen?

Er du den måske den store solide småkage, der ligger nederst og fylder hele bunden ud med stabilitet og sprødhed?

Eller er du en af de småkager med glasur, der klistrer sig til de andre og dermed også får de andre til at holde sig sammen? Kan du altid finde andre småkager, du kan klistre dig sammen med?

Er du rund eller har du kanter, man lige skal bide lidt af, for at komme ind til rundheden? Er du måske endda et hjerte? En stjerne?

Har du nogensinde prøvet at falde udenfor dåsen? Eller føler du nogen gange, at du bare ligger og vipper på kanten? Hvem eller hvad holder dig fra at falde ud på bordet? Faldt du? Kom du op igen? Hvordan? Og var der plads til dig, da du igen fandt din vej op i dåsen? Måske lå du ikke helt ude på bordet. Måske lå du bare i låget, hvor du jo på en måde stadig var en del af dåsen?

Kommer du måske fra en anden dåse, hvor der stadig ligger lidt af dine krummer tilbage? En del af dig, som du for altid har mistet til den anden dåse. Har de småkager i den anden dåse sat spor på din bagside? Er det gode spor eller dårlige spor? Ridser eller mærker?

Småkageanalogi er analogi, som Ottendeklassen kan forstå og som de kan forholde sig smukt, reflekterende og underfundigt til. Jeg har ikke selv fundet på dette indlæg. Det har de, for det meste af det. En hel dag med klassens tid, social trivsel og småkageanalogier satte vist sine spor, og det var ikke underligt, at vi alle trængte til en ægte småkage i 10-pausen. Jeg er sgu så stolt af de unge(r)!

7 thoughts on “Småkageanalogien

  1. >Imponerende – det er det altid, når man kan få teenagere til at snakke🙂 Men kunne de holde masken over al den snak om dåser?

  2. >KatrineL – Det synes jeg også.Fie – ja, det var mere mig, der sad og småfniste indeni. De trak ikke en mine, selv ikke knægtene, da de snakkede om at falde ind og ud af dåsen🙂

  3. >Jeg synes det er en utrolig smuk sammenligning. Vil selv gerne være en stor, rund Chocolate Chip Cookie ;)Som du dog sætter tanker i gang i mit hoved!KH Karina

  4. Pingback: Sidste omgang med småkagerne | Fra hovede til pen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s