En halv times gråd

Jeg har lige grædt konstant i en halv time fra kl. 20.30 til 21.00. Måske så du også Sømanden & Juristen, dokumentaren af Anders Agger på DR?

Hvorfor se et program, der vækker så tunge følelser i én? Hvorfor ikke bare slå over på noget feel good på TV3 og gå glad i seng, i stedet for at sidde med en trykken på hjertet og en klump i halsen? Det er jo en form for selvpineri, vil nogen måske mene. Jeg mener det er en nødvendighed. At åbne sig selv op for selv de sørgeligste og mest tabubelagte sider af livet. At åbne sig op for at alle ikke går rundt og smiler lettet lige nu, fordi de har præsteret at skrive små sølle tolv sidder bullshit bingo om faglig læsning.

Jeg kan godt lide at mærke den del af mig selv, der bliver åbnet op, når jeg ser programmer som Aggers dokumentar. Et program, der bryder med hele den bølge af TV, der handler om at skjule at mennesker og ting forgår, ved at vise, at livet er forgængeligt og begrænset og noget ganske særligt. Et program der tør at gå langsomt, dvæle ved øjeblikkene og lade selv de små glimt, som i virkeligheden er de enorme, få plads.

Jeg føler tiden går i stå, når jeg mærker min egen skrøbelighed og genkendelsen i de mennesker der bliver skildret. Jeg kan se træk af juristens stolthed, som jeg kender tæt på og sømandens sårbarhed, da han ligger træt og opgivende under dynen til sidst, som vækker minder om sidste sommer. Jeg føler taknemmelighed over det liv, jeg selv sidder i. Og jeg sidder tilbage efter følelserne har lagt sig og programfladen er gået videre over i Kontant, med en trang til at tænke videre om alt det der ligger til grund for at et program som dette kan blive til. Journalistikken i det er én ting. Hospicejobbet er en anden. De indlagte og deres familier er en tredje. Jeg har en enorm respekt for dem alle. Og er taknemmelig for, at de åbner sig op og lader os andre få et indblik i en ellers lukket verden, der heldigvis er forbeholdt de færreste af os at træde ind i personligt.

11 thoughts on “En halv times gråd

  1. Det er ikke en serie, vel? Jeg så et program om en sømand og en jurist for nogle dage siden. Rigtig fint program. Men alt for kort. Jeg elsker de ordentlige dokumentarudsendelser. Som ikke handler om unge mødre og lækker for love. Men om helt ægte rigtige mennesker. Med mere og andet på hjerte end blot at blive kendt…

    • Jo, det er en serie på fem afsnit. Dette var det tredje. Den kommer igen næste tirsdag. Du kan se de forrige afsnit på DR.dk.

  2. AB jeg giver dig ret. Det er virkelig et sobert og super spændende program, som kun kan blive til fordi de pårørende, personalet og Agger deltager aktivt.
    Jeg har i dag valgt ikke at se det, for jeg magter ikke at græde i en halv time. Men jeg skal se det. En dag. Når jeg har mere overskud!

    • Det kender jeg godt. Jeg fandt lige ud af, at jeg måske havde ekstra behov for at græde lidt i dag, så her ramte det godt. Kram til dig!

  3. AB, som så meget andet, så er vi også her enige. Som min voksne facebook apdatering sagde for et stykke tid siden: Vil giftes med Anders Agger i mit næste liv, og have Dan som elsker.

    Han rammer, der hvor det er ok at ramme.
    Kram

    • Jeg er helt enig. Han kan noget med dokumentargenren og det at åbne mennesker op. Både dem foran og bagved skærmen.

  4. Pingback: Sådan kan man også gøre det | Fru Z

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s