Om at føle sig forkert og misforstået

Den sidste tredjedel af graviditeten er så småt begyndt og endemålet begynder at fylde mere og mere i min bevidsthed. Jeg har bekymret mig lidt om fødselen denne gang. Min sidste fødsel endte kort fortalt i et kejsersnit efter 36 timers veer. Jeg fødte i USA og havde, trods alt, en god oplevelse med hele forløbet. Jeg formodede endda at blogge under veerne, så dem derhjemme kunne følge med i processen, og da det efter 30 timer gik op for mig, at det var kejsersnittet, vi var på vej imod, siede jeg nettet igennem for information om kejsersnit fra barselssengen. Jeg skulle vide, hvad jeg gik ind til kl. 7.30 den 4. december, når jeg blev kørt ind på den operationsstue, der var forudbestilt til mig aftenen før, hvis Skrupsakken ikke kom i løbet af natten. Det gjorde han ikke. Og alternativet kejsersnit blev en realitet, som jeg ikke havde regnet med, men som jeg følte mig forberedt på, når nu det ikke kunne være anderledes.

Hvad jeg ikke kunne forberede mig på, var virkningen af rygmarvsbedøvelsen, som desværre ramte opad i mit system og derved bedøvede min lunge- og talefunktion. Det var skræmmende og angstfremkaldende at ligge der og miste sin evne til at trække vejret og samtidig ikke kunne sige det til nogen. Heldigvis blev anestesilægen opmærksom på det, beroligede mig og gav mig ilt. Da Skrupsakken var ude blev jeg lagt i fuld bedøvelse og havde det godt igen, da jeg vågnede og kunne sige goddag til mit lille nye yndlingsliv.

Nu er jeg i Danmark og hele det tidligere forløb er i USA. Journalen har jeg fået sendt hjem, men oplevelserne, tankerne, fødselslægen og rammerne er langt væk. Med mig har jeg kun mine egne minder, min mands indre harddisk og en masse tvivl og usikkerhed på, hvordan det skal ende denne gang. Når man tidligere har fået kejsersnit får man automatisk en samtale på svangerlaboratoriet og sådan én var jeg til for tre uger siden. Jeg gik derfra som zappet tilbage til den første uges følelsesmæssige hormonhelvede, hvor jeg tænkte irrationelle tanker, som at jeg ikke havde født rigtigt og at jeg ikke havde kæmpet nok for en naturlig fødsel. Jeg følte mig forkert og hysterisk, og i den grad misforstået efter mødet. Den mandlige svangerlæge jeg havde møde med startede samtalen ud med at sige, at som udgangspunkt kunne alle kvinder føde naturligt. Og så fortsatte han sin dagsorden med at fortælle mig, at han til enhver tid anbefalede mig at føde naturligt denne gang, da det var det bedste for både barnet og moderen. Og ønskede jeg kejsersnit var det ene og alene mit ønske og ganske unødvendigt efter hans mening. At min amerikanske fødselslæge havde anbefalet kejsersnit næste gang, var efter hans mening, kun et udtryk for at hun var – ja, amerikansk! Derovre giver de jo alle kejsersnit…

Lad mig gøre det klart. Jeg ønsker ikke kejsersnit. Jeg ønsker heller ikke at ligge i 36 timer igen for at føde naturligt. Jeg ønsker ikke at opleve den angst og at gå glip af mit andet barns fødsel igen pga. en mislykkes bedøvelse. Jeg ønsker ikke at være i tvivl. Og alt jeg havde brug for, var at han tog min bekymring og mit behov for vejledning alvorligt. Det følte jeg ikke han gjorde. Tværtimod vækkede han alle de irrationelle negative følelser jeg havde i mig fra sidste gang.

Det gjorde min jordmoder derimod ikke dag. Hun lyttede og i hendes ord kunne jeg høre, at hun forstod mig. Hun forklarede, hvad hun tænkte var sket sidste gang, og hun anbefalede et forløb, der tilgodeså mine bekymringer. Og det var rart!

Der bliver lavet en skriftlig fødselsaftale med svangerambulatoriet om mine ønsker for fødselsforløbet. Og når jeg skal til undersøgelse ved hende igen i uge 36, tjekker hun om den lille pige derinde har indstillet hovedet den rigtige vej – nemlig vejen ud.  Og har hun ikke det, så handler vi derefter. Måske med et nyt kejsersnit i planen, måske med efterfølgende undersøgelser for at vurdere muligheden for en naturlig fødsel. Og dét er netop dét jeg ønsker. At være i trygge hænder og at være en del af processen. Og at blive hørt og forstået. Og ikke at føle mig forkert, fordi jeg indtænker kejsersnit som en mulighed denne gang. Ligesom jeg tænker den naturlige fødsel som en mulighed. Bare det, at være forberedt på begge dele, gør det hele lidt mere overskueligt og mindre utrygt.

Man kan sige meget om det amerikanske system, men jeg følte mig aldrig dømt eller påduttet nogle bestemte holdninger, hverken i forhold til kejsersnit, amning eller andre sundheds(an)befalinger. Herhjemme har jeg endnu ikke mødt en læge eller jordmoder, der ikke indiskret har fået fnyst deres personlige holdninger om enten netop kejsersnit, mislykkedes ammeforløb eller for højt BMI ud mellem sidebenene. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er førstegangsfødende ung mor, der blot søger bekræftelse og anerkendelse på, at jeg i det mindste gør ét eller andet rigtigt for mit ufødte barn. For det skal man godt nok lede længe efter i dette system. Oplever jeg. Og hører jeg andre oplever. Jeg ved jo godt, at jeg gør det ok. Og at der kom et helt og et dejligt menneske ud af den første omgang. Og alligevel blev jeg usikker på mig selv. Alligevel fik en af de velmenende autoriteter sået tvivl i mig. Jeg forundres over min egen sårbarhed og hans manglende indsigt i en gruppe han burde være ekspert på.

Derfor fik jordmoderen i dag et kram. Et at de ekstra store. Fordi hun fik mig til at føle mig rigtig, som jeg var. Utroligt, hvor lidt der skal til. Egentlig. Ikke?

13 thoughts on “Om at føle sig forkert og misforstået

  1. For pokker, dumme læge. Jeg kan godt forstå, at de er nødt til at gøre en masse for at få vendt tendensen med, at mange vælger kejsersnit af “magelige årsager”. Altså, fordi de er bange for at føde. MEN, vi er faktisk nogen, der har fået anbefalet at føde ved kejsersnit. Min datter var meget stor, sad fast og måtte have hjertemassage og kunstigt åndedræt, da hun endelig kom ud. Derfor anbefalede fødselslægen, at jeg fik kejsersnit næste gang – som så er i januar. Og så er det altså ikke særlig fedt at skulle læse alle de undersøgelser om, hvor dårligt det er for barnet ikke at blive født “naturligt”. Jeg er helt klar over, at det er en operation, og jeg glæder mig på ingen måde – men jeg vil altså heller ikke risikere mit barns liv ved en svær fødsel. Så de der dumme læger skal bare klappe i og, som du siger, lære lidt mere om kommunikation med de mennesker, de formodes at skulle hjælpe. Og hurra for, at du har en rigtig god jordemoder!

    • Tak for kommentaren og velkommen til bloggen. Tror ikke jeg er stødt på dig før i kommentarfeltet. Det er altid rart med nye læsere, ikke mindst fordi jeg på den måde møder nye blogge også. Vil da lige kigge lidt med ved dig for fremtiden også. Held og lykke med din graviditet og den kommende fødsel i januar. Jeg ville helt sikkert også have valgt kejsersnit i din situation, med de oplevelser i bagagen.

  2. Sådan AB. Fedt at hun fik vendt det og I er i gang med et godt forløb. Til H…… med den dumme dumme læge. Det var dejligt at se dig og din smukke mave.

  3. Nu nåede vi jo rundt et par steder med vores lille Ananas, og jeg skal da ellers lige love for der er forskel på sygehuse og deres personale. Har været bundulykkelig hver eneste gang vi var inde i Odense, hvor vi følte der var fuldkommen mangel på forståelse for at vi IKKE skulle have nogen sen abort. Til gengæld har alle nede i Svendborg været søde og forstående, og jeg havde en fantastisk god fødselsoplevelse, på trods af at omstændighederne var så frygtelige.
    Jeg priser mig lykkelig for at mig og Manden har været gode til at snakke sammen og finde den rigtige mavefornemmelse frem – for ellers havde det godt nok ikke været nemt at stå fast overfor et system der (i mange tilfælde) har et fagligt/medicinsk udgangspunkt i stedet for et menneskeligt.
    Og synes generelt jordemødre er nogle af de sejeste mennesker i verden.

    • Det er så vigtigt at man taler sammen som par, både når man ender i tragiske oplevelser, som I desværre gjorde med Ronan, og når man “bare” er almindelig graviditetskulret som jeg er. Jeg tænker faktisk ofte på dig og følger dig også på din blog, både før og efter Ronans fødsel. Send ham en kærlig tanke fra mig, næste gang du kigger ud af vinduet od kirkegården. Faglighed og medicinske udgangspunkter er ønskværdige, men ikke, hvis de kommer uden menneskelig omtanke og empati. Kram til dig!

  4. Jeg ‘fødte’ jo heller ikke i DK, men i Norge. Jeg fik planlagt kejsersnit, tildels efter eget ønske. Jeg havde siden 3. måned siddet hjemme med en ekstrem bækkenløsning, samt at Andrea ikke vendte sig med hovedet ned da hun skulle det. Hun sad solidt på bagdelen inde i min mave, og jeg turde simpelthen ikke føde naturligt med tanke på bækkenløsningen og den kamp det ville koste at klemme en baby ud ‘den forkerte vej’. Så for mig var det er yderst bevidst valg, jeg blev støttet i af både jordemoder og læge i samtale inden terminen. Det var helt ok i Norge. Selvfølgelig blev jeg advaret om de komplikationer der kan opstå ved netop kejsersnit, og selvfølgelig var jeg velkommen til at prøve ‘det naturlige’ først.
    Da jeg efterfølgende tilbage i DK hørte hvor ‘forkert’ mit (og lægen og jordemoderens) valg var, blev jeg også rigtig ked af det. Jeg harvde jo aldrig haft veer, eller født ‘rigtigt’. Og jeg var jo heller ikke ødelagt i underlivet af den voldsomme ting en naturlig fødsel jo bestemt ér. Men jeg har mit ar, og min permanente kejserdelle jeg aldrig slipper af med. Og jeg er glad for min beslutning nu. Det var det rigtige for mig, og med tanke på at Andrea blev født med hofteledsdysplasi er jeg da kun endnu gladere for mit valg dengang. Jeg havde en rigtig god oplevelse under hele fødslen, anæstesien fungerede perfekt, og jeg jeg var glad. Bækkenløsningen var væk da jeg rejste mig fra sengen igen, og ‘alt’ var godt.

    Og du ender med et kejsersnit igen, eller med en ‘naturlig’ fødsel – det viser tiden – jeg er bare så glad for at høre du fik en god oplevelse med dig idag ved jordemoderen. Hurra for de kompetente fagpersoner der OGSÅ findes🙂

    KRAM Maria.

    Ps: glæder mig til at se din flotte mave🙂

    • Åh ja, kejserdellen! Tak for din tanker og din historie om Andreas fødsel. Jeg var jo slet ikke klar over, at hun også var kejserbarn. Der er jo alle mulige grunde til, at kvinder overvejer kejsersnit og det vigtigste må være at blive respekteret for de tanker man gør sig – uanset hvad. Og tanker behøver jo ikke ende i beslutninger, men kan bare være et behov for at have vendte hele situationen i sit indre.
      Jeg glæder mig også til at se dig minus din mave, snart. Du slanke sild! Det er jo 100 år siden sidst!

  5. Usikkerhed er en stor del af det at skulle bringe et nyt liv til verden – jeg tror det er ligegyldigt om det er 1. eller 8. gang…
    Under en graviditet, bliver man hurtigt bevidst om, at ALLE har en mening eller et godt råd, som de synes man ikke kan være foruden – det er nok venligt ment, men sommetider bare pissehamrende irriterende og misforstået!
    Men når nu det er sagt, så skal du bare vide, at min 2. fødsel var fantastisk (altså ud over alle de temlig uudholdelige smerter). I modsætning til den den første, var den overskuelig, kort og ambulant – helt vildt fedt at opleve efter én, der ligeså vel som din 1., kunne være endt i kejsersnit…
    Gode råd til gravide, er måske lidt ligesom samtaler om vejret – lidt overflødige?!?
    Mange kram og god ferie❤

    • Præcis Stine! Fantastisk sammenligning med vejret og de gode råd🙂 Man får en ret selektiv hørelse som gravid, og har nok også en tendens til at høre det, man vil høre.
      Kan du have en fantastisk sommerferie. Vi ses nok et smut efter ferien. Kram

  6. Pingback: Spis skovsneglen og få en rokokopude…eller en blanding af fødsels- og scrabbleudfordringer | Fra hovede til pen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s