Hvad kan man få for en pakke Smarties?

Der er tre uger til terminen, og jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan skjule, at det er pissehårdt det her graviditet for anden gang. Så hvis vi kan starte med at få ynken ud, vil det virkelig lette en del for de næste ord. Det er blevet tungt og krævende her til sidst. Jeg kan næsten ikke trække vejret, når jeg lægger mig ned og det føles konstant som om jeg har fået trykket tre ribben ind mod lungen i højre side. Jeg har plukkeveer og halsbrand konstant, ondt i maveskindet af alle de spark og bevægelser, hun laver derinde. Hun er 100 gange mere livlig, end jeg husker Skrupsakken nogensinde var. Det tegner rigtig spændende for hendes personlighed udenfor maven. Jeg vågner om natten og kan ikke få luft eller ikke vende mig eller ikke ligge ned på grund af smerter i ryggen eller sveder så hele min dyne er plaskvåd…eller all of the above! Og holder jeg mig en dag som i går, hvor jeg vaskede to maskinfulde, støvsugede huset og bagte franskbrød og boller, så magter min krop ikke engang at komme op af sofaen bagefter. Og helt ærlig, det er jo ikke nogen halvmarathon, jeg har løbet, vel! Drister jeg mig til, som i morges, at spise en omgang morgenmad med et par skiver brød og et glas juice kører min puls op på maks og hele min krop begynder at ryste af overbelastning. Kroppen arbejder på højtryk for tiden, og det er pissebelastende, for at være helt ærlig. Jeg er SÅ klar til, at hun melder sin ankomst. ANYTIME nu. Jo før jo bedre. Vi er klar.

Det har også betydet, at vi har måtte melde afbud til en årlig familieudflugt i Fårup Sommerland med min fars familie. Turen til Nordjylland inklusiv sommerlandshalløj og fremmede soveforhold var ikke kompatibelt med min tilstand pt. Så nu sidder vi herhjemme i tordenvejret og nyder den fred og ro vi har fået forærende ved netop det afbud. Et lille stik i hjertet mærker jeg, over at gå glip af familiehyggen i det nordlige, men nyder også at jeg kan lægge mig ind på sengen hveranden time for en slapper, mens jeg hører lyden af drenge- og mandehænder, der roder gennem kasse 1 og 2 af legoklodserne i deres forsøg på at skabe den ultimative rumraket.

Og drengen der, ikk’, han er ikke supervild med at få taget billeder af sig selv for tiden, medmindre de er i superheltepositur og virkelig fremhæver hans megasejhed, så at bede ham om et softie shot af storebror, der krammer lillesøster i maven, er nærmest et overgreb. Medmindre man kan tilbyde en pakke Smarties som bestikkelse. Så her er, hvad man får for en pakke Smarties en lørdag formiddag. En meter og seks centimeter, der lige kan presses til at røre ved maven med den ENE hånd! For lige så snart kameraet har klikket at stikke den anden hånd frem for at modtage sin løn.

Jeg kan leve med det. Jeg synes faktisk det er blevet et helt godt billede. Og jeg skal heller ikke være sen til at indrømme, at vi udnyttede hans velvillighed og et svagt øjeblik lidt senere og nappede et til uden beregning, da han lige skulle høre, om hun var ok derinde:

Sådan er det, når man forhandler med nordjyder. Vi ved, hvordan man får noget for sine chokoladeknapper.

10 thoughts on “Hvad kan man få for en pakke Smarties?

  1. Du er så smuk AB – og den lille komfrit du har stående foran, selvom han er genert, er han noget af det kæreste. Det er sjovt som de pludselig skal blive generte når man kigger på dem – også gennem en linse. De er jo knuselskelige – selv med det skæve, lidt bly, smil🙂

  2. Hvor er du altså flot!! Men jeg kan GODT huske hvor tungt det var.. alle 4 gange..😉
    Og når man tænker tilbage – hvad er egentlig 3 uger – men når man er i det tager 24 timer 3 gange så lang tid som normalt..
    Det ER snart slut – og så kommer hun og laver ballade! Små søstre SKAL være sådan😉 ellers kan 1,06m jo ikke fortsætte med at være storebrors-sej!

    • Ja, tre uger er jo ingenting. I know. Men det føles som en evighed lige nu. Og tak til dig også for rosen. Når man føler sig klumpet og enorm, som jeg gør nu, så slikker man alle søde komplimenter i sig🙂

  3. I er søde AB🙂
    Prøv at se billedet af mig og Mikkel i mit album “Blandede Pebermyntebolcher”. Det KUNNE godt se ud som om, jeg har et fast greb om hans lille hånd🙂 Boys will be boys…. Men så er det jo godt der er opfundet Smarties.

    • Ha ha ha, Signe. Gik lige ind og så billedet. Du var jo perfekt gravid med fodbolden på maven. Du har nok ret. Boys will be boys. Og heldigvis er de glade for Smarties🙂

  4. Eih, en fin mave! Og gode billeder – bestikkelse eller ej😉

    Kom lige forbi efter at have set din kommentar hos GravidGraHVAD?!, og eftersom jeg selv er 37+3 i dag tænkte jeg, at vi måtte lide af nogle af de samme ting. Og sandelig – ømt maveskind, plukkeveer, generel udmattethed, og og og. Husker VIRkelig ikke, at det var lige så hårdt første gang, men dengang var det nok bare hårdt på en anden måde.

    Har slet ikke noget billede af Øglen, der rører ved maven. Eller jo – et enkelt, dårligt et. Kunne være, jeg lige skulle tvinge hende til at få taget sådan et. Og SÅ må Varanen egentlig gerne komme ud😉

    • Hejsa og velkommen til. Godt at høre, at der er andre der kan genkende kvalerne, selv om det selvfølgelig er træls for dig også🙂 Og fedt at du skrev, så blev jeg også lige opmærksom på din blog og jeg kan se, at du også har de jyske krejlergener med dig. Held og lykke med dine kommende tre uger +/-. Glæder mig til at se, om bestikkelsen bærer frugt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s