Midnight in Paris

I nat klokken tolv lagde jeg mig på puden og valsede videre ind i en parisiensk drømmeverden i byernes bys innerkreds af 20’ernes kunstnere og forfattere.

Få timer tidligere havde jeg siddet i Kinopalæets bløde stole og fulgt Woody Allens seneste film, Midnight in Paris. Og selv om min mave var ved at sprænges af for mange nachos, plukkever og en alt for fyldt blære, lod jeg mig 100% rive med i den nostalgiske og romantiske midnatsdrøm filmens hovedperson, Gil Pender, i form af Owen Wilson og som Allens alter ego, indtrådte i nat efter nat. I dette magiske univers støder han blandt andet på Zelda og Scott Fitzgerald, Ernest Hemmingway, Gertrude Stein, Josephine Baker, Cole Porter, Salvador Dali og mange mange flere af datidens store navne indenfor litteraturen, kunsten og musikkens verden.

I dagstimerne befinder han sig i en bryllupsforberedende limbo med sin amerikanske forlovede Inez og hendes stokkonservative forældre, som alle er noget mindre fascinerede af Paris’ romantiske og kunstneriske charme end Gil er. De er arketyperne på den karikerede amerikanske materialist, som ikke formår at se charmen i historiens og kunstens vingesus. Ligeså karikerede er det amerikanske vennepar, som Inez og Gil møder i Paris, hvor især den pedantiske akademiker Paul, imponerer især Inez og sin egen kone med sin store paratviden om kunsten og kulturens fakta, men som samtidig ikke har nogen dybere forståelse eller indsigt i den selvsamme kunst og kultur, og derfor aldrig formår at tage den til sig, på samme måde som Gil gør. Gil lever for det kunstneriske. For det nostalgiske og for det romantiske. Og hovedpersonen i den debutroman, han netop skriver på som sin vej væk fra et succesfyldt liv som Hollywood manuskriptforfatter, er da også ejer af en antikvitetsforretning.

Gil kommer i sine natlige udflugter tættere på fortidens Paris og sin egen indre forfatterspire, men længere og længere væk fra sin forlovede og sit amerikanske liv. Og mødet med Pablo Picassos smukke elskerinde Adriana gør det ikke nemmere for ham at holde fast i sine kommende ægteskabelige løfter.

Jeg kluklo mig igennem det meste af filmen og gik i total nørd over at spotte de mange kendte navne på både personer og værker fra 20’ernes kunstneriske elite. Også på skuespillersiden spilles der med namedropping i birollerne, som da den franske præsidentfrue Carla Bruni-Sarkozy fx træder ind på lærredet som rundviseren på Rodinmusseet og Adrian Brody giver den fuld gas som den excentriske Salvador Dali.

2 thoughts on “Midnight in Paris

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s