Den største kompliment en mor kan få

Vi havde besøg af Palettens Gule Fugle i går. Med andre ord, Skrupsakken holdte fødselsdag for sin stue i børnehaven. 20 fugle og tre pædagoger. Fantastisk koncept. Og så skønt at se sit barn i den sammenhæng han færdes i hver dag. Det er sjældent man får lov til at være fluen på væggen i hans sociale liv.

Jeg fik tårer i øjnene to gange.

Første gang, da han kommer glædesstrålende ud fra stuen og kalder på pædagogJytte for at vise hende sin røde silkesnor, som han så bagefter bruger til at binde en storgrinende pædagogChristina med sammen med en af de store drenge. Når jeg ser ham finde tillid og glæde på den måde ved andre voksne, så bliver jeg som smør. For så kan jeg jo se, at han er tryg i sin hverdag, når han er væk fra mig. En ting er at vide og fornemme det, en anden  er at se det selv.

Anden gang var da jeg talte med pædagogerne om, hvordan han leger herhjemme og i børnehaven og pædagogJytte siger i en indskudt sætning: “Jamen, Skrupsakken hviler jo også bare så godt i sig selv.” Arhmen, det var sekunder før Niagara vandfaldet i vores fordelingsgang. Der findes i mine ører ikke større kompliment om mine børn end at få at vide, at de hviler i sig selv. Og så var det endda ikke tænkt som en kompliment, men som en indskudt selvfølgelighed i en anden sammenhæng. Det er ikke selvfølgeligt for mig. Men det gør mig SvampeBobblød at vide, at det er det for andre.

One thought on “Den største kompliment en mor kan få

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s