Kommentaren, der blev til et indlæg

Dines skriver i dag om kampagnen “Godt du kom” og deres musikvideo med Rasmus Bjerg:

Jeg har skrevet en kommentar til hendes indlæg, og jeg synes lige jeg ville dele min kommentar og hendes indlæg her på bloggen også. Fraværende elever tager nemlig rigtig meget af en lærers tid. Hvilket jo er ironisk, når det burde være de tilstedeværende, der skulle have tiden. Men man tænker på den elev, der ikke er der. Hvorfor han ikke er der? Hvad mon han laver? Hvorfor gør hans forældre ikke noget? Hvad kan jeg gøre for at få ham til at komme? Bør jeg kontakte kommunen nu? Eller nu? Er det mit ansvar? Skolens? Forældrenes? Og alt imens vi går og og tænker, så går der en elev rundt med en grund inden i sig, der betyder at han ikke er i skolen, hvor han burde være.

Nå, men min kommentar er frygtelig rodet. Jeg prøver at samle op på den til sidst. Måske kommer budskabet frem. I don’t know. Ellers spørg.

Hmmm, som lærer i udskolingen (7.-9. klasse) som denne kampagne er målrettet imod, må jeg jo forholde mig til det. Jeg synes den er ok. Og nej, den gennemsnitlige teenager i folkeskolen er ikke nået til Less is more. Det kommer i gymnasiet. Og for nogen i slutningen af 9. klasse. Indtil da er de frygtelig More is the Most og Alt For Meget. Så jeg tror på den måde, at den rammer meget godt. Men det er jo ikke kampagner, der skal få de unge i skole. Det er forældrene. Og lærerne. Og skolerne.
Jeg bliver så træt, når samfundet begynder at opdrage på os. Ligesom fedtskatten. Og prøver på at være smart med de smarte og ung med de unge. Få nu de forældre til at stå ved deres ansvar og pligt. Det er lovpligtigt at gå i skole til det 9. skoleår. Hvis et barn ikke kommer, så bryder forældrene loven, da de har myndigheden. Det er frygtelig forenklet og sort/hvidt, I know. Og der er mange flere nuancer i det end man kan opsummere i en kommentar på en blog. Men ikke desto mindre er det det jeg siger, når jeg sidder til skolehjemsamtalerne med en fraværende elev og dennes forældre. Og det faktisk de færreste der ved det. Og tænker over det. Mest fordi, der ikke er nogen der gør noget ved det. Jeg har skrevet underretninger til kommunen om bekymringer og undringer ved elevers massive fravær, haft samtaler med forældrene og der sker ikke en disse.

Men aftaler jeg med den samme elev, at hun skal sende mig en sms hver morgen inden kl. 8, hvor hun skriver om hun kommer, så begynder hun sjovt nok at dukke op. For så er hun jo oppe, som hun selv siger. Så det hjælper altså at fortælle dem, at de er manglet og at vi ser, at deres plads er tom. Og så er videoen jo ikke helt ved siden af længere, for idéen er jo fra kampagnens side, at man skal sende videoen til en man savner i sin klasse. Jeg tror bare, der skal mere end snappy video til. Og en sms eller et opkald virker måske bedre. Det er noget med øjenkontakt og nærvær at gøre. Gammeldags dyder, you know. Og det er bare ikke helt så smart i en fart på en kampagnehjemmeside.

Nå, det blev noget rod. Hvad ville jeg sige? hmmm…noget med less vattede forældre more forældreansvar. Less kampagner more tid til nærvær og øjenkontakt. Ja, det var vist det.

Og er der så ikke snart en, der slukker for ham Rasmus Seebach?

Og sidder du og tænker nu, at hun går godt nok meget op i det der fravær. Burde hun ikke lige slappe lidt af og lade de unge være unge og oprørske. You don’t know shit. Der er masser af rum for ungdommeligt sløvsind og oprør i mit lærerliv. Hey, jeg elsker det faktisk. Men jeg elsker også mit job og mine elever. Og jeg vil gerne se dem. Og det er nok det, det allermest handler om. Om vi egentlig gerne vil se dem i skolen? Eller om det er lettere uden dem. Men den diskussion er nok for farlig for Antorini og alle de andre på Borgen. For så skal vi snakke om værdier og uha nej, det går altså ikke her midt i en økonomisk krise. Så den lader vi bare ligge der under gulvtæppet lidt endnu, ikk’?

6 thoughts on “Kommentaren, der blev til et indlæg

  1. Applaus, applaus…
    Og nu er det her jo ikke en “stå i rundkreds og klappe hinanden på skuldrene”-klub, men jeg er SÅ enig😉.
    Det giver en utrolig ro (synes jeg) at erkende, at jeg er den voksne og mine børn og deres liv er mit ansvar. Hver dag. Hele tiden!
    Jeg må være en efterligningsværdig voksen i mine børns liv.
    Det viser jeg også ved at stå fast i nogle beslutninger som jég ved er bedst for dem, alene fordi min livserfaring er større end deres. Nej, jeg har ikke teenagere under taget, men jeg har haft dem under vingerne i min professionelle liv, hvor jeg agerede substitutmor.
    Og i mit sind er der også plads til en masse oprør, boksen imod rammerne og sløvsind, men i sidste ende står rammerne klar optegnet.
    Det giver også sådan en pokkers ro i børn og unges liv, når de kan mærke præcis hvor rammerne er. Og der tror jeg også en af problemer ligger. Moderne elastikforældre får utrygge børn.

    Næ du, lad os genindføre søndagsskole og revlesretten.
    Nå ikke? Men så en mellemting hvor forældre er forældre og børn er børn og ansvaret er tydeligt placeret på de voksnes skuldre. Så tror jeg faktisk fraværet falder helt af sig selv.

    • Ha ha ha, ja Synnes revselsretten tilbage og ud med nymodens pjat som undervisningsdifferentiering og elevmedbestemmelse….pujh!
      Tak for din kommentar. Jeg er meget enig.

  2. Uha, hvor er jeg enig. Jeg er selv vokset op uden en voksen der tog ansvar og det er helt sikkert at min søn aldrig skal være i tvivl hvem der er den voksne og hvordan reglerne er (hvordan skal man ellers bryde dem?)

    • Altså, jeg tænker, at det ikke skal være så farligt at sige, at man er voksen og man er den der har ansvaret. Men vores generation er vist lidt bange for Hr. Ansvar. Han er også en nasty motherfucker at rode sig i problemer med.

  3. What she said!
    Dejligt at læse en nuanceret og udfoldet mening om emnet. Og det var ikke spor rodet. Men jo, kan nogen da for helvete ikke slukke for den Seebach…argh!

    • Tak tak, og velkommen til bloggen. Har vist ikke stødt på dig før i kommentarfeltet. Nu vil jeg da lige lure din blog ud også.
      Slukker du når du går, eller skal jeg?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s