Usynlige fantasivenner

Det er tiden for usynlige fantasivenner. Skrupsakken har fået en, der hedder Benjamin. Benjamin har engang været voksen, men så blev han tryllet om til et barn. Han kan være både lige så stor, som han selv er, eller det vil sige, lige lidt mindre, og så kan han være lige så lille som hans grønne rumvæsenfigur fra Toy Story. Benjamin er med ham i børnehave, og han sover under hans seng. Og sidder ved siden af mig og Skrupsakken, når vi spiser. Han spiser dog ikke. Kun lidt. Mest slik og chokolade og småkager. Og så er han sød.

Well…Benjamin er velkommen i vores hjem. Jeg personligt havde også en usynlig fantasiven, da jeg var barn. Hun var svensker. Og nogen gange englænder. Så man skulle tale sådan et fremmed sprog, for at kunne forstå hende. Nogen gange snakkede jeg svensk med hende. Andre gange engelsk. Jeg var vel 6 år gammel. Man kunne bifalde det som tidlig sproglig opmærksomhed eller konstatere, at det nok har været noget værre vrøvl hende og jeg har snakket om. Hun tog med mig på ferie ved min farfar og bedste. Så var man ligesom ikke helt alene afsted, vel. Og så boede hun i skoven ved min fars restaurant. En gammel nedlagt vandmølle, som var omgivet af bakker fyldt med løvskov. Derinde boede hun. Hun var ikke så avanceret at hun havde et rigtigt navn. Men nogen gange kaldte jeg hende Signe. Det er sådan en frihed man har med sådan nogle fantasivenner.

I aftes var jeg i kirke sammen med min nabo. Det Danske Kammerkor kom til byen og gav julekoncert. Som tidligere kirkesangerpige er det altid en helt særlig glæde for mig at sidde der i kirkens højtidelige rum og rammer og lade korstemmerne rive mig med. Jeg får tårer i øjnene undervejs. Både fordi det vækker minder om en helt særlig julekoncert med Dejlig er Jorden og hende her, men også fordi det altid rører mig, når ord og musik går op i en højere enhed. Jeg var selv sopran i koret. Der var lidt præstige i at være sopran, for så var man en af dem der kunne ramme de helt høje toner. I dag er jeg nok mere en alt og når jeg sidder der og lytter, er det sjovt nok pluselig tenorerne og basserne fra mandskoret der får gåsehuden frem på mine arme. Det er dem, der giver dybden til alt det lette og svævende. Og dybde er godt, synes jeg i dag.

Og der i kirkerummet sidder jeg jo så med en tredje usynlig fantasiven. Gud. Og hjemme på loftet venter en fjerde. Nissen. Hverken Benjamin, Signe, Gud eller Nissen har sådan rigtig vist sig for mig. Men de er alle fire, på hver deres måde, en hel naturlig del af mig og min familie.

Jeg faldt over denne her på Facebook forleden:

Og ja, sådan er det vel egentligt. Selv om Nissen vist aldrig rigtig har været en gudefigur.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s