Tegning kontra kickboxing

For lige nøjagtig ni år siden i aften, sad jeg på et værelse på Århus City Sleep Inn og drak Barcardi Lemon med en veninde. Totalt uvidende om, at om lidt skulle jeg møde faderen til mine børn. Om lidt ville jeg blive spurgt af ham: “Hvad er du god til?” Og jeg ville svare: “At tegne“. Og min veninde ville svare: “Kickboxing“. Hvilket egentligt opsummerer resten af historien ret godt. For det viste sig, at han skulle starte sit bekendtskab med mig med at vidne mod min veninde i retten i Århus. Og at vi skulle udveksle det første kys uden for politistationen den aften, hvor vi også udvekslede telefonnumre.

Jeg var fuldstændig uvidende om, at min veninde, som sad der og grinte på hotelværelset, havde det i sig at kunne smadre et glas i hovedet på et andet menneske. En kvinde hun slet ikke kendte. Det stod ikke i kortene eller i Barcardiflasken for den sags skyld, at hun den aften skulle få taget mugshots på den anden side af vejen over for Train. Og at den aften, hvor vi skulle fejre mit kommende nye job på en katolsk privatskole i København Ø, skulle ende i detentionen for hende og i et nyt forhold for mig.

Men ham der manden i mit liv, faderen til mine børn, ikk’? Han så det ske. Hen over hovedet på mig. Og endte som hovedvidne i sagen. Jeg endte som eksveninde og distancekæreste. Ham i Gentofte. Mig i Støvring. Og veninden på samfundstjeneste.

Et halvt år efter flyttede jeg ind på sommeferieprøve hos ham og flyttede ikke ud igen før vi sammen pakkede kufferterne og flyttede til USA i 2006. Den flytning betød at vi måtte gifte os. Så mandag den 18. september kl. 15 tog vi på Gentofte Rådhus for at få den lille detalje ordnet. Min svigermor havde lavet den smukkeste buket fra sin have, da hun ikke kunne bære tanken om, at jeg ikke skulle have en brudebuket. Jeg elskede de blomster. Og det var alle mine yndlingsfarver, ligesom alle mine yndlingsmennesker var til stede den dag på rådhuset. Og min yndlingsmand. Som tre dage forinden besluttede sig for, at vi alligevel skulle have ringe på, selvom det jo ikke var et rigtigt bryllup. Ringene blev valgt ved guldsmeden, ved at prøve os frem og finde to vi kunne passe. Der var ikke tid til mere. Heldigvis var de ens de to vi fandt.

Og brylluppet blev pludseligt meget rigtigt. Og meget romantisk. Og rejsen over Atlanten tømrede os mere sammen end titusind ægteskabsløfter kunne gøre. Vi var ét team, og da vi udvidede holdet med endnu en spiller, Skrupsakken, blev vi bare stærkere. Nu er vi fire på holdet, og der har ikke været mange skår i vores forhold siden den første aften. Vi kaster ikke selv særlig meget med hverken glas eller tallerkener.  Temperamentet er der bare ikke rigtig ved nogen af os. Til gengæld har der været masser af grin, nærhed og forståelse.

Jeg plejer at kalde ham Bæib. Eller Ham Der Forstår Mig Allerbedst. Kunne jo også bare kalde ham min mand.

16 thoughts on “Tegning kontra kickboxing

  1. Hold da op… sikke en hæsblæsende start. Godt jeres samliv ikke fortsatte som det startede ;o)
    Så var I nok ikke endt på Ligustervænget – lige overfor Familien Dursley ;o)

    ~ Karina

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s