Korthuse i blæsevejr

Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza, og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg erkende, at han oprigtigt har været syg. Med over 39 i feber. Og jeg må ligeledes erkende, at jeg havde nok været mindst lige så pylret, som han er, hvis det var mig.

Men hvis det er sådan, jeg har det, hvorfor bliver jeg så helt og aldeles uudholdelig at være sammen med i sådan en situation? Hvorfor bliver jeg ikke lige så omsorgsfuld og betænksom, som han ville have været over for mig? Og det ville han. Han er den bedste sygeplejer i verden, som kommer med te og nusser rygge og alt muligt.

Faktum er, at jeg ikke kan døje ham, når han er syg. Jeg bliver så pisseirriteret på ham og synes, at han gør alting forkert. Han snakker kun om, hvor skidt han har det. Ligesom han har behov for at beskrive detaljerne i hans følelse i halsen, når teen løber ned. Og skal han absolut måle sin feber hele tiden, og dermed ligesom dyrke den, i stedet for bare at tage et par panodil og komme videre? Og med komme videre, mener jeg selvfølgelig ud i stuen og hjælpe mig med de minimennesker, der også bor i vores hjem. Og med vasketøjet. Og aftensmaden. Og livet, you know. For faktum er også, at som hans pylreniveau stiger, stiger mit eget pylreniveau proportionelt. Jeg synes pludselig, at det er vildt synd for mig, at jeg skal gøre det hele selv. Og at jeg ikke har nogen voksen at snakke med om, hvor synd det er for mig. Og at jeg ikke kan ligge og snue derinde under dynen, som han kan, for det er jo i virkeligheden, det han gør. Snuer. Dog med feberrystelser, men stadig snuer. Ikk’? Sådan føler jeg det, seriøst. jeg sagde jo, jeg var slem.

Så de sidste par dage er der kun én jeg har været mere irriteret på end ham, og det er mig selv. For hold nu op, hvor er jeg træls så. Stort U i panden for Uudholdelig til mig! Og så må jeg jo gå i tænkeboks lidt. Det er her, jeg bliver stille og lukker af og tænker tænker (dobbelt tænker er, når man for alvor grubler). Hvad er det der gør mig så uudholdelig? Hvad er det der tricker det i mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være omsorgsfuld og rumme hans svaghed?

Og det er jo elementært, når man lige tænker tænker sig lidt om. For han skal jo være stærk. Vi skal være stærke sammen. Ellers holder korthuset ikke i blæsevejret. Hvis han forsvinder, står jeg jo alene med det hele. Og den angst er alt for stor at rumme, så jeg vælger at blive irriteret på ham i stedet. Det synes meget lettere i øjeblikket. Og ligger så lige for at blive.

Og nej, en influenza slår ingen ihjel. Men jeg tror, at tegnene på, at han kan væltes, vækker noget grundlæggende i mig. En instinktiv angst. Og måske også et instinktivt ønske om, at han skal være stærkere end mig. For hvem skal ellers gribe mig, når jeg vælter?

Nå, men nu er han heldigvis ved at være rask igen, og så kan jeg stoppe alt det tænke tænkeri, for det er sgu da lige til at få grå hår og mylderbæ af. Øget selvbevidsthed er fandme anstrengende mand og SÅ opreklameret!

3 thoughts on “Korthuse i blæsevejr

  1. Tak tusind tak…..der er sgu en der har det lige som mig….jeg er SÅ dårlig til syge mennesker, især min mand…..Jeg bliver så sur og bitcher på ham…..og tit ender det med at han skælder mig ud, med god grund, for jeg hader også mig selv for at opfører mig sådan….men jeg kan bare ikke forklare hvorfor jeg bliver så sur på ham….så tusind tak, for at du satte ord på. Hilsen Stine.

  2. Det er LIGE PRÆCIS også sådan, jeg har det, når min mand er syg. Men jeg har aldrig før tænkt tanken (eller måske turdet tænke den), at det handler om en angst for at miste og en erkendelse af, at objektet for ens kærlighed faktisk er noget så skrøbeligt som et menneske, dømt til at dø.

    Puh, lidt for dybt en mandag morgen. Jeg skynder mig vist lige at vaske op eller noget,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s