Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

7 thoughts on “Fejl og mangler

  1. Måske, det hele vare var hormoner, og det er okay. Som du siger: Nogengange “knækker filmen” bare, og sådan er det. Imorgen synes du måske, det var helt åndssvagt, og sådan er det så. Det er stadig okay, du kunne jo ikke andet lige der. Håber din weekend bliver god. Og husk så lige – du skal også have lov til nogen ting, og nyde det, for at kunne være en god mor. Det tror jeg på.

  2. Jeg ved ikke helt hvad det er jeg gerne vil sige. Men noget med det jo for pokker er umuligt (og lidt for sukkersødt/klamt) at skulle gå og sætte hvad-nu-hvis-jeg-mistede-dig-i-morgen-pris på alle dem man holder af hele tiden. Jeg tror nemlig også man sagtens kan sætte pris på sit liv og sine børn, selvom de er nogle balladeunger og man måske ikke ligefrem erklærer sin udødelige kærlighed i storladne vendinger.
    For der er jo også det omvendte spørgsmål: Hvad nu hvis du ikke mistede dem? Så virker det lidt som spild af energi og liv, med al den dårlige samvittighed og frygt for det værste.
    Og må jeg sige noget helt ærligt, som en der har mistet et barn? Jeg havde først skrevet en megalang kommentar, men det kan i virkeligheden koges ned til “sæt pris på dit barn, for den det er, og ikke fordi det tilfældigvis ikke er dødt” På en måde synes jeg egentlig det fjerner dybden af (og respekten for) både følelserne for ens eget barn, og det tab og de følelser man oplever når man har mistet et barn. Giver det mening?

    PS. Jeg ville nok også blive en anelse træt af alt for livligt barn i Illum

    • Jeg hører dig! Og jeg er enig med dig. Det er faktisk også det jeg prøver at sige ind i mellem alle ordene. Så tak for din kommentar, der er langt mere klar i mælet!

  3. Uh ja, kan sagtens følge dig og fornemmelsen..
    Jeg gik selv idag og hakkede på min kæreste over noget fuldstændigt ligegyldigt, for at få en besked ind fra en klassekammerat om et mistet barn i 6. måned. Så blegnede det hele lidt, og jeg blev bare ked af, at man sommetider er så åndssvag ikke at sætte pris på det vigtige HELE tiden. Men det kan man jo heller ikke. Suk.
    Det er svært for mig at formulere noget ordentligt ligenu, men tak for indlægget, det fik mig til at tænke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s