Den ambivalente sommer

Om en måned skal jeg aflevere hende her og selv køre mod det der arbejdsliv, alle taler om. Så er hun ti måneder gammel. Skrupsakken var næsten dobbelt så gammel, da han startede i vuggestue.

Man bør ikke aflevere et barn, der ikke har lært at stikke af. Det har hun. Hun kravler med det ene ben. Går med det andet. Og holder begge hænder solidt plantet på jorden. Nærmeste associationskilde må være Klokkeren fra Notre Dame, der også slæber den ene side af kroppen efter sig. Men skidt med den kunstneriske udførsel ikke er helt i top. Hun kan stikke af.

Og hun vil op af. Op at stå. Op at flyve. Op at klatre. Op af sin seng. Op af sin barnevogn. Op og hænge på arm. Op op op.

Det giver mig lidt spat, når det fx tager længere tid at putte hende til lur end selve luren. Eller når jeg rejser mig fra legetæppet og går de to meter hen til sofaen, og hun så jamrer efter mig, som om vi netop havde sagt farvel for livet. Hun er midt i et eller andet kuller i hovedet. Nogen kalder det udviklingsspring. Jeg kalder det også en fase. Mest for at minde mig selv om, at det går over igen. Blandet med en god gang vedvarende væske på ørerne og to potentielle fortandsbrud, så er det svært at holde smilet på læben en hel dag for både hende og jeg.

Så der er også en lille del af mig, der glæder sig til at få lidt fred igen. Til at skulle dele hende med andre. Få lidt frihed på job. Lidt ro i ørerne. Lidt tid til fordybelse. Lidt jeg-tid. Og ja, jeg skal stadig være lærer.

Og selvfølgelig er hun også stadig helt og aldeles vidunderlig. En lille pige, som kan kysse, muhe, kykkelikye og gø, og jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, at jeg snart skal af med hende. Og at andre voksne måske skal se hende tage sine første skridt. Tanken om et tilbagevendende arbejdsliv er tenderende deprimerende. Nu havde vi det jo lige så godt herhjemme i boblen. Hende og jeg.

Så ja, det er en ambivalent tid. Ikke så meget mere at sige om det.

One thought on “Den ambivalente sommer

  1. Hun er sååå sød, hende Ananas🙂

    Ludvig er ligesådan – omklamrende, men da det er far der er på barsel lige nu, er det ham der er the shit pt.. WIN!

    Jeg glæææder mig til at Lulle skal passes – få en hverdag alle tre, og jeg ved han efterhånden trænger.

    Han kan flygte – møvrende, kravlende og næsten gående… I hvert fald med et let bord foran sig. Så må man godt, ikke? Vi har plads fra 1/8 – men starter indkøring her fra slut Juli hvor jeg har ferie.. Det bliver interessant😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s