Limboland

Jeg er ikke holdt op med at synes noget om hverken skolereformen eller overenskomstforhandlingerne. Jeg har bare trukket stikket lidt på min deleknap, mens vi befinder os her i limbolandet mellen forlig eller lockout.

Der kører vildt mange gode og saglige debatindlæg, artikler og oversigter rundt derude i cyberspace, både med det ene og det andet argument for og imod det hele. Og jeg læser. Og forholder mig til det. Lige som alle mine kolleger også gør. Og vi deler med hinanden og snakker med hinanden både online på computeren og inline i kaffekøen på lærerværelset.

I fredags blev jeg simpelthen overhalet indenom af en kæmpe træthed, svært forstærket af den halsbetændelse, jeg fik i tirsdags og først havde tid til at få penicillin til torsdag. Hele weekenden gik med at vågne op igen, og jeg hænger stadig lidt. Og det gik op for mig, at jeg havde brugt al min fritid på hele det cirkus, der kørte på de sociale medier og i nyhedsforarerne. Fordi jeg havde sat mig for, at jeg ville forstå og jeg ville være nuanceret i min forståelse. Jeg ville ikke falde i fælden, hvor jeg pr. automatik overtog alle Danmarks Lærerforenings holdninger, bare fordi jeg var lærer. Jeg ville bevare min evne til at se det hele fra begge sider og forholde mig kritisk, så vidt muligt, til selv mine egen argumenter. Det vil jeg stadig. Og jeg deler ikke bare alt, der støtter op om min faggruppes sag, bare fordi.

Jeg tror, det er en vigtig ting at kunne. At ikke lade sig rive med af vreden og bitterheden, og måske endda angsten, over alt det der måske kommer til at ske af forandringer. Men i stedet holde det hele lidt ud i strakt arm og se det lidt fra oven…og fra siden…og måske endda nedefra.

Og nu holder jeg så lige en tænkepause. Og mærke/følepause, hvor det hele får lov at synke ind, blive fordøjet og forstået og i mellemtiden finder de store mænd på toppen måske ud af det hele for os. Eller også gør de store damer på den højere top det måske. Jeg lover, at jeg ikke er stille helt indtil da. Men lige nu skal jeg lige finde fokus igen. Og passe mit arbejde og mine elever. Som lige nu skriver projektopgaver om det at være i et andet limboland, nemlig mellemlandet Barn til Voksen. Ingen af dem skriver om skole. Hverken den halve eller hele skole. Og de gør lige som jeg, fornemmer jeg; holder sig for ørerne og traller højt, og håber på, at det hele falder på plads lige snart, så vi kan få lidt arbejdsro igen. Jeg er (næsten) ligeglad med i hvilken retning det ender. Bare det ender. Snart.

Heldigvis venter påsken lige forude. Jeg spår, at det bliver en af de ferier, som mine kolleger og jeg kaster os over målstregen ved og sukker lettet over at være nået til.

Måske skriver jeg i morgen om det hele igen. Måske skriver jeg om noget jeg har syet eller strikket…eller tegnet. Måske hører du først fra mig i næste uge. Nu ved du hvorfor.

3 thoughts on “Limboland

  1. Jeg hører dig – og har det selv lidt på samme måde.
    Har virkelig forsøgt at holde mig “up to date” på hele situationen, men præcis som du selv skriver det er der uendeligt mange indlæg, artikler, blogs osv at læse og forholde sig til dagligt – og det tager tid… og kræfter…og uanede mængder af energi som jeg også skal bruge på andre ting lige nu og her.
    Men som du forsøger jeg stadig at følge med, at forholde mig til begge sider af konflikten og samtidig at passe mit job, mine børn, mit kursus og mit frivillige arbejde.
    Nogle dage glæder jeg mig virkelig til at blive gammel! Have voksne børn der forlængst er flyttet hjemmefra, være fri af arbejdsmarkedet og sidde på en café på Solkysten i januar og nøjes med at læse om de politiske skænderier herhjemme i andedammen – lige indtil jeg hører ét eller andet tåbeligt argument for en bestemt holdning, det være sig angående skolereformen, angående forsvarsforliget eller “blot” tåbelige danske pladderhumanistiske tiltag som vores siddende regering uvist af hvilken grund haster igennem – måske for at pressen og dermed menigheden ikke skal nå at opdage hvad der skete.

  2. Engang blev skolelæreren opfattet som en af de klogeste i landsbyen. Han (for det var en han) kunne både læse, skrive og regne. Siden da er skolelærerne blevet helt vildt meget klogere. Også på børn. En meget vigtig ting, I might add. Og siden da er respekten om faget aftaget. Hvad skete der lige der?

    Jeg ved ikke, hvordan det er at være skolelærer, men jeg ved i hvert fald hvordan det er at præsentere oplæg på salgsmøder. Man skal give ret meget af sig selv for at få folk med. Jeg er til salgsmøde et par timer om måneden, og det er hårdt. Forberedelsen til de par timer er lang, for budskabet skal sidde lige i skabet i den korte tid, jeg har. Jeg bruger måske en dag eller to plus det løse på en grundig salgsmødepræsentation. Godt jeg så ikke har 25 timer om ugen til salgsmøde, for så måtte jeg vist lade være med at sove!

    Jeg tror, at vi skal væk fra misundelsesteorien, hvor vi partout opfatter alle skolelærere som dovne mennesker på deltid med fuldtidsløn og megalange ferier.

    Og jeg tror, at vi voksne skal lade være med at hive eksempler fra vores barndom frem. Argumentet ‘Min gamle tysklærer forberedte sig i hvert fald aldrig’ du’r ikke i denne debat. Dagens lærere er et helt andet sted og stiller nogle helt andre krav til sig selv og eleverne end i 1988.

    Med håbet om mere respekt i debatten om fremtidens skole 🙂

    Gitte K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s