I har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende

Så kom dét frem, dét som vi jo egentlig allerede troede, vi vidste. Nu ved vi bare, at vi ved det. Og det føles på en eller anden mærkværdig måde langt værre. Mere håbløst og trist.

I morgen er der planlagt demonstrationer i de større byer over hele landet som en del af protesten mod det der foregår i disse overenskomstforhandlinger. Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville deltage. Om jeg kunne se mig selv i det. For ærligt talt, så er jeg ikke sådan et menneske, der er særlig god til at vælge side og danne fælles front. Måske er det min indre Vægt, der vejer for og i mod hele tiden eller måske er det Sandwichbarnet i mig, der konstant forsøger at finde den gyldne middelvej for at få alle til at mødes i kompromiset på midten. Faktum er, at jeg kan se både og i den her konflikt.

21 Søndag forleden afgjorde det for mig, selv om det tog mig et par dage at indse det. Jeg vil være der. Både fordi, jeg ikke har lyst til at gå glip af noget, der nok går hen og bliver en historisk begivenhed engang. Men også fordi, der sker dingen und sachen lige nu, som jeg overhovedet ikke synes er i orden.

Jeg synes ikke, at det er ok, at KL og regeringen har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende overfor en masse gode tiltag i en ny og anderledes skolereform, fordi de sammen besluttede sig for at blande den til en grå uigennemsigtig masse af ufinansierede luftkasteller og påtvungne arbejdstidsregler.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de på forhånd har bestemt, hvad jeg skal mene og gøre som lærer i den danske folkeskole, når jeg står overfor forandringer af den ene og anden slags.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de sammen beslutter, at jeg pr. automatik er klassens genstridige møgunge, som bare skal køres “hele vejen” i en slags Nul Tolerance pædagogik for at makke ret.

Og jeg synes ikke, at det er ok, at den regering, jeg selv var med til at stemme ind og som jeg havde spændte forhåbninger og stor tillid til, ler hånt af Den Danske Model og retten til at føre en reel arbejdstidsforhandling som faggruppe. En rød regering!?

Jeg kan faktisk godt leve med, at Antorini stiller sig op og gør sig klog på, hvad hun mener er ny og spændende undervisning, som jeg ikke allerede udfører, nu på 13. år. For det er hende, der kommer til at se dummere ud, når hun gør det. Vi andre, både vi forældre, vi lærere og vi, der holder os bare en lille smule opdaterede i medierne, ved jo godt, at man i mange år har arbejdet både praktisk/musisk, projektorienteret, med flere læringsstile og i team på tværs af fag og klasser i folkeskolen.

Og jeg kan også godt leve med, at man vil tilføje noget, man vil kalde aktivitetstimer for at kunne forsvare, at man forlænger børnenes skoledage markant, fordi man i virkeligheden vil skrue på et helt samfunds arbejdstidsregulering. Bevares, vi ved jo alle, at vi er færre, der skal passe mange lige om lidt, så jo mere vi alle kan arbejde, jo bedre. Vi er nødt til at effektivisere alle steder. Jeg ville ikke synes om det, men jeg ville kunne leve med det, og jeg ville få det bedste ud af det, fordi det måske betød, at nogen havde en idé om, at det gav en bedre skole for vores børn og et bedre samfund for os som helhed. På den lange bane.

Men jeg kan næsten ikke leve med det, hvis der ikke er netop den idé med det hele. At skabe noget bedre for os alle på sigt. Og at man alligevel dækker det ind under den agenda.

At det hele i stedet handler om taktik og økonomi, som i den sidste ende blot skal munde ud i nogle tal nederst på bundlinjen, der beviser at en rød regering godt kan finde ud af at tænke økonomisk strategisk og imens lukke ned for solidariteten og socialismen. At bevise, at rød kan godt tænke blåt.

Tillykke, jeg tror, I når målet Kære Regering. Jeg håber, I har jer selv med hele vejen derop, og at alle de værdier, I gik ind i politik med engang, stadig ligger godt gemte i jeres hjerter. For det føles for mig lige nu, som om nogen af jer, har tabt dem lidt på vejen mod toppen. I har i hvert fald tabt mig, og min stemme vandrer på nuværende tidspunkt hjemløs rundt derude et sted.

Så i morgen kl. 17 er jeg at finde på Christianborg Slotsplads sammen med forhåbentligt tusindvis af andre, der tænker bare en lille smule som jeg selv. Måske er vi ikke 100% enige om alting, os mange tusinde demonstranter, for vi er jo en broget flok af humanister, vidensskabsfolk, sportsudøvere, musikere, kunstnere, sprognørder, matematikere og meget mere. Men vi er enige om én ting, og det er at det ikke er i orden, det I har gang i lige nu, KL og Kære Regering!

One thought on “I har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende

  1. Jeg kan desværre ikke være der selv, men jeg lover dig at der dukker folk op som repræsenterer mit fag. Og vi står bag jer! Vi kan ikke stillesiddende bagest i hjørnet tåle, blot at være iagttagere i denne situation. Vi er alle i samme båd – offentligt ansatte i Danmark, en båd der i dén grad gynger voldsomt for tiden.
    Lad os alle stå sammen, være solidariske og lade regeringen vide at den strategi de har valgt ikke er i orden.
    Jeg krydser for at det bliver den historiske begivenhed du drømmer om, og krydser især for at det nytter!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s