Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…

5 thoughts on “Første skoledag…igen

  1. Åh AB!
    Jeg blev dybt berørt af dit indlæg! Både fordi, du kan noget med ord og fordi, det bare lyder som en – om end svær – så også meget rigtig beslutning!
    Det er mange år, man skal gå i skole og det skal ikke være allerede i 0. klasse, at lysten forsvinder!
    Det er så uendeligt sårbart med skiftende voksne og manglende ro! Nogen håndterer det bedre end andre, men hvor er det godt, at I lyttede til jeres barns behov!
    Selvom du måske føler, at du svigter dine idealer ved at sige nej tak til din egen mad, så prøvede I dog i starten ig der er ting, der vejer tungere!
    Jeg synes, at I er kloge og modige forældre og ønsker, at det bliver en kæmpe succes med den nye skole!
    Pøj pøj og stort knus!

  2. Det er vores historie om igen. I detaljer. Helt ned til at jeg selv har været lærer og har kæmpet med samme følelse af at svigte den folkeskole, jeg har troet sådan på.
    Vi ventede bare til 6. Klasse. I dag har vi et barn, der er tilknyttet børnepsykiatrien. Hendes daværende skole svigtede i en grad, så jeg stadig er vred, men alternativet var heller ikke en anden folkeskole med de tiltag der kommer pt fra regeringens side. Vi har fundet en privatskole, der er som jeg synes folkeskolen bør være. Rummelig og imødekommende. Men jeg er nok også håbløst naiv og idealistisk. Dagen før hun startede var vi til intromøde hvor en pige fra 1.klasse kom og spurgte: er du den nye pige i 6.klasse? Inspektøren på den gamle skole kunne ikke engang min datters navn ordentligt, da vi var til krisesamtale i efteråret. Og ligesom hendes klasselærer kaldte inspektøren min datter ‘usynlig’. Fordi hun er stille og i øvrigt mistrivedes. Man kalder bare ikke et barn usynlig. Aldrig! Og jeg sagde det til dem, men de virkede som om de synes, jeg var ordfacist. Så det gik op for mig at vores værdigrundlag var radikalt forskelligt.
    I har taget en god og rigtig beslutning som forældre. Tillykke med det! Jeg siger ikke at alle folkeskoler svigter, men det må handle om børnenes trivsel og ikke om at give folkeskolen en chance mere. Vi gjorde alt for at gå i dialog med både lærer, ledelse og forældre. Forgæves. Min datter har mén af forløbet endnu men er trods alt på en skole nu, der lytter og hvor der er plads til hendes personlighed. Tak fordi du skrev det indlæg, jeg ikke selv har magtet.

  3. Ja! Hellere nu end senere! Jeg gik på en skole hvor jeg var i decideret mistrivsel samtlige ti år. Det var aldeles rædselsfuldt. Håber for Isac (og for jer) at han får den ro og plads han har brug for.

    Vi har selv skrevet Gryntegrisen op til tiden lokale friskole. Bare i tilfælde af det ikke bliver bedre i løbet af de næste fem år. Og det er jeg faktisk lidt ærgerlig over føles nødvendigt, for jeg synes jo faktisk folkeskolen er så vigtig. Men det bliver ikke noget mit barn skal betale for.

  4. Dejligt dejligt indlæg! Så godt beskrevet .. Dilemmaet mellem det går næsten ok og så supergodt. Det skal være supergodt!
    Vi står og skal kigge på skoler om et års tid, pyha … Jeg vil tage dine erfaringer med mig i baghovedet.
    Selv er jeg vokset op med først folkeskole og siden privatskole, så jeg har ikke nogle principper i den retning. Begge dele var gode for mig, men privatskolen var bare et nøk bedre. Med Nicholas er det jo en helt anden ting, så jeg prøver at bevare et åbent sind lidt endnu ☺️☺️
    Kram og held & lykke med det gode valg
    GitteK

  5. Pingback: Lettelse! | Fra hoved til pen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s