…og så alligevel ikke…

Det sluttede nemlig ikke der. For jeg kunne ikke skille moren og folkeskolelæren ad, som jeg skrev i går. Det har jeg nok i virkeligheden ikke kunne siden jeg skrev indlægget: Hvis jeg ikke var lærer. Et indlæg, der fik denne blog til at vælte viralt med over 5000 delinger på Facebook.

Nå, men hvad så, hvis jeg ikke var lærer? Det finder jeg ud af nu. For jeg er en af de lærere, der netop er hoppet af toget. I starten af december, efter vi havde besluttet at folkeskolen ikke var stedet for vores søn, besluttede vi også, at det heller ikke var stedet for mig mere. Måske har det i virkeligheden aldrig rigtig været det.

Forstå mig ret. Jeg har elsket at være lærer. Fra den første dag som legende og social efterskolelærer, videre ud som udviklende og eksperimenterende forsøgsskolelærer og sørme også som engelsktalende gravid sømandskirkelærer. Men ikke som folkeskolelærer. Ikke sådan rigtigt. I mine 14 år som lærer har jeg hånden på hjertet ikke haft hårdere job end jobbet på en folkeskole. Og jeg kan stadig ikke sætte fingeren på, hvad det helt nøjagtigt er, der gør det.

For arbejdstiderne var hårdere og elevgruppen langt mere kompleks på efterskolen. De professionelle krav og forventninger om konstant udvikling og innovation var langt mere stressende på forsøgsskolen. Og arbejdsvilkårene og differentieringen af stoffets sværhedsgrad var langt mere udfordrende i Sømandskirken, for ikke at tale om den halvanden times kørsel i New York rush hour traffic, der var hver vej til og fra arbejde.

Alligevel har jobbet som folkeskolelærer trættet mig mere end de tre andre tilsammen. Det har demotiveret mig langsomt for at peake på fjerdeåret med en lockout, der fuldstændig slog benene væk under mit professionelle jeg og smed den sidste rest af gejst ud med det retoriske storskrald regeringen og medierne skulle af med.

Faktum er, at jeg ikke kan kende mig selv i den lærer, der bliver beskrevet i min avis og mit fjernsyn. Jeg kan heller ikke kende mange af mine kolleger. Og alligevel kender jeg jo også godt den lærer. Lockouten synliggjorde min splittethed. For jeg var på den ene side slet ikke enig med min fagforenings kampplan og spillestrategi og mine vrede kollegers dommedagsprofetier. Og på den anden side endte min regering med at svigte og skuffe mit politiske jeg og mit efterhånden noget trætte lærerhjerte mere end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Jeg burde være glad, da lockouten sluttede, men det var jeg ikke. Af så mange grunde, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte med at remse dem op. Så jeg valgte i stedet at sige op. Ikke give op. For dette er et meget bevidst fravalg af et produkt, jeg ikke længere kan stå inde for at være med til at producere. Jeg vil ikke være kokken, der ikke spiser sin egen mad.

Jeg var engang en ildsjæl. Jeg var en pissegod lærer. Og jeg brændte for den opgave. Den 1. februar er jeg det ikke længere. Jeg lovede mig selv for længe siden, at jeg aldrig ville blive en af de bitre lærere, der sidder på sin faste plads på lærerværelset og brokker sig og nægter at flytte sig, både fra sin plads og sin tid. Derfor må jeg også videre fra folkeskolen nu.

Jeg ved ikke, hvad der venter mig derude. Indtil videre har jeg mit dejlige forlagsarbejde på halv tid og mine formidlinger på CFU’erne. Måske er det nu, jeg skal give mit eget lille hjertebarn den tid, det fortjener til at vokse sig til noget større. Måske åbner der sig nogle andre muligheder for mig, som jeg nu kan gribe, når de rammer mig. En ting er sikkert. Jeg er og har altid været omstillingsparat og udviklingsorienteret. Så jeg glæder mig til mere frihed og ikke mindst større arbejdsglæde igen.

22 thoughts on “…og så alligevel ikke…

  1. Det er hårdt at have et job som så mange mennesker har så mange meninger om. Jeg hørte engang om et ægtepar, en journalist og en folkeskolelærer, som, når de var til selskaber hvor de ikke kendte så mange af de andre gæster, sagde, at de var pædagog og kedelpasser på den lokale affaldsforbrænding. Fordi de ikke altid gad forsvare og forklare. jeg kan godt forstå dem

    • Ja, det er en lille del af det, som jeg efterhånden har vænnet mig til. Når man er en meningsmaskine som jeg, så indbyder man jo lige så ofte selv til debat🙂

  2. Fra en lærer til en anden. . Jeg ved præcis, hvad du taler om og tillykke med dit valg. Hvis ikke folk var bundet op af terminer, afdrag og forsørgerpligt, tror jeg der var masseflugt fra folkeskolen pt. – og ikke mindst efter sommerferien, når den ny virkelighed går rigtig op for os.
    “Der findes kun en ro, og den beror på, at du er tro mod det du tror på”.
    Held og lykke med sønnike og dig fremover🙂

  3. Hej kære AB. Du er modigere end de fleste. Dit indlæg slår også hovedet på sømmet for mig. Jeg har været tilbage i folkeskolen de sidste snart to år og synes også det er de absolut hårdeste år i min lærerkarriere. Pt er jeg sygemeldt og bruger tiden på at overveje om jeg mon ikke bør skifte livsspor. Jeg har også været en rigtig dygtig lærer, en god kollega og en loyal medarbejder. Jeg har sat eleverne før alt andet og har sågar kaldt dem mine børn. Men min gnist blev ligeledes slukket under lockouten og jeg er bange for at den aldrig kommer til at brænde lige så klart igen.
    Dejligt at høre, at du har lidt at rive i og jeg er sikker på, at noget andet spændende og udfordrende og tilfredsstillende nok skal falde ned i din turban. Knus fra Heidi

    • Det gør mig ondt, at du er blevet sygemeldt Heidi. Jeg håber du er på rette vej tilbage og at du finder en god måde at vende tilbage på, hvis det er det du vælger.

      Tak for din opbakkende kommentar. Den varmer og bekræfter!

  4. Tør man skrive det var ventet? Ildsjæle brænder ud hvis de ikke får muligheden for at sprede gnister på den gode måde og samtidig selv prøver at holde gang i ilden, når det føles som om omgivelserne hele tiden laver brandslukning de forkerte steder. Det er et tab for folkeskolen, at du forlader den, men endnu et godt valg fra din side. Du reagerer i tide. Jeg trak den og blev syg.
    Jeg er mere bekymret for folkeskolen end dig. Held og lykke! Kunne godt tænke mig at indvie dig mere i Visual Thinking Strategies ved lejlighed. Lad os stikke hovederne sammen på et tidspunkt. Knus!

    • Tjaaa Monica, jeg tænkte nok, at du i hvert fald ikke ville blive overrasket. Du kender jo ligesom tegnene🙂 Vi må altså snart have den kop kaffe og få hilst ordentlig på hinanden IRL. Jeg vil MEGET gerne høre mere om VTS! Knus til dig

    • Det glæder mig og ærgrer mig på een gang. For så er der endnu en, der har det sådan. Er dog glad for at kunne finde ordene for dig. Jeg håber, du også finder det rigtige valg for dig.

  5. Kære Ann-Birthe
    Tillykke med din beslutning, sejt og modigt valg. Vi er mange i samme faggruppe, som sagtens kan relatere til dette (mon der findes nogen lærere, som ikke har taget sit arbejdsliv op til grundig overvejelse det sidste år?). Jeg holder fast og forsøger at se muligheder og gemme den voksende usikkerhed lidt væk. Jeg er bare så glad at være lærer, at undervise og være med til at sende de unge mennesker videre i livet, så jeg (måske lidt naivt) tænker at “det skal give mening”, alt det nye.
    Når det så er sagt, har jeg også været i dine sko med en dreng, som ikke rigtig passede ind i folkeskolen. Jeg har Googlet privat- og friskoler og sågar overvejet at flytte til Billund for at lade ham starte i legoskolen😄. Vi fik en god dialog med skolen og heldigvis har Anders aldrig været ked af skolen eller haft ondt i maven. Men jeg var helt klar over, at den dag dette skete, skulle jeg mere end bare google.
    Så endnu en gang sejt og modigt og godt, at I ikke bare lader stå til. Et barn skal ikke være ked af skolen, basta!
    Held og lykke til ham og til dig (spændende, hvad det kan blive til), nå ja… Og held og lykke til mig og folkeskolen…(spændende, hvad det bliver til)
    Knus Rikke

  6. Stort tillykke med din beslutning. Synes, det er både modigt og sejt, og det lyder som om, det er det helt rigtige for dig at gøre. Også tillykke med beslutningen om at flytte sønnike i en ny skole. Jeg håber, jeg kan være lige så handlekraftig, hvis den skole, vi ender med at få Øglen i, ikke viser sig at være god for hende. I ‘min’ kommune er man i øvrigt heller ikke kendt for at vægte børne-/unge-området højt (næh nej – lad os tækkes alle 60+’erne i stedet. Det er jo dem, der har penge …), så jeg er meget spændt på folkeskolerne, når vi skal til at kigge nærmere på dem til efteråret …

  7. Tak for din blog, som jeg fik øje på i kommentarfeltet hos ASH på berlingske (tsk tsk, trættende læsning). Jeg har tænkt mig at bruge den som direkte reference i fremtidige diskussioner om lærerstaben – der er masser af uspecificerede fordomme om lærerne som dovne, men din blog er et konkret og reelt eksempel på det modsatte. Så tak. Det må være folkeskolen, frem for lærerne, der er noget galt med, siden hver 10. lærer er udbrændt (Kildereference, yay: http://www.dlf.org/nyheder/2012/maj/laerere-kaemper-med-udbraendthed-og-stress).

    Som tak vil jeg dele Taylor Mali’s inspirerende ord om lærergerningen, som opmuntring til en kold og grå regnvejrsdag: http://www.youtube.com/watch?v=0xuFnP5N2uA

  8. Tillykke med beslutningen, det lyder som den rigtige beslutning. Jeg er måske heller ikke så overrasket igen. Når man som dig er en ildsjæl, så er der ting man ikke blot kan acceptere eller resignere sig igennem. For at kunne brænde, skal man kunne være tro mod projektet.
    Men jeg ærgrer mig på folkeskolens vegne. For det er brug for ildsjæle og mennesker med deres meningers mod.
    Hvis du fortryder, så kig mod Rødovre – Valhøj Skole, hvor mine børn nu går, er en fantastisk (folke)skole, hvor der er masser af ildsjæle og en nærværende og kompetent ledelse.
    Jeg vil glæde mig til at se dig finde dit ståsted🙂 hvis du laver en tegneskole, kommer min datter og jeg.
    God weekend.
    KH Pialouise

  9. Jeg er endnu en. Lærer. Ildsjæl. Skuffet. Jeg satte ellers mit kryds ved folkeskolen med sprittusch, da jeg blev færdig for 5 år siden. Fordi jeg tror på det projekt, som hedder det store fælles. Og på min skole kan jeg se, at det giver mening – det mangfoldige fællesskab, folkets skole og alle de andre store ord, som jeg faktisk mener. Men en del af mit lærerhjerte døde under den lockout. Jeg har virkelig forsøgt at vække det tilbage til live, og når jeg står sammen med mine elever, kan jeg sagtens mærke det, jeg elsker at undervise og jeg elsker dem! og jeg elsker at være lærer – men jeg kan bare også mærke, at den ydmygelse og underminering af mig og mit fag, den kan jeg ikke bære i mig. Og selvom jeg kan se en masse gode ting i at reformere folkeskolen, selvom jeg faktisk ER klar til at rykke en balle – så er reformen desværre ikke et projekt, jeg kan finde mit selv i. Så jeg er også på vej væk. Men det er med blødende hjerte. Og et pænt forvirret sind, for jeg er ikke helt klar over, hvor jeg så skal hen.
    Kæmpe respekt for din beslutning. Og kæmpe respekt for de af vores kollegaer, som bliver.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s