Når en kvinde mister håret – et interview med min mor

“Meget af min kvindelighed sidder i mit hår”. Hvor ofte har vi ikke hørt en veninde eller os selv sige det, når vi for 117ende gang leger med tanken om at gå fra lang til kort på hovedet. Men hvad nu hvis du ikke havde valget? Hvad nu hvis du mistede alt dit hår – helt uden grund. Ingen kemo, ingen cancer. Bare hårtab. Hvor ville din kvindelighed så sidde og godte sig henne?

Jeg har inviteret min mor på besøg på bloggen. Jeg spurgte hende forleden, om hun havde lyst til, at jeg lavede et interview med hende og delte det på bloggen. Hun har mistet håret ad flere gange, og er nu ved at få det tilbage igen. Det er tredje gang, at hun igen opbygger alt sit håb om, at det nye hår, der dukker op på hendes hoved, er kommet for at blive. Min mormor oplevede det samme. Dog kun en gang. Måske ligger det i mine gener også. I så fald håber jeg, at jeg kan mobilisere bare en lille smule af den styrke, jeg har oplevet fra hende. Indtil da, sætter jeg min lid til de mange grå hår jeg allerede har.

Min mor var skaldet på sin 60 års fødselsdag. Alligevel synes jeg, at dette er et af de smukkeste billeder jeg har af hende:

385958_10150526595029111_511058028_n

Kan du kort fortælle, hvad grunden til dit hårtab er? Hvad giver lægerne som begrundelse? Hvad tror du selv er grunden?
Jeg kan fortælle lidt om, hvad jeg har fundet ud af på nettet. Patientforeningen Alopecia (pletskaldethed) har en god hjemmeside, ligesom du hurtigt finder mange sider med eksempler på hårtab. Alopecia areata er en hudsygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber forskellige celler i og omkring hårfolliklerne. Når disse celler angribes går hårcyklus i stå og håret fældes. Der skal flere faktorer til for at udvikle AA. Først og fremmest skal man have en bestemt genetisk baggrund. Forskere i USA har fundet mindst 8 gener og flere vævstyper med forbindelse til AA – så det er ikke kun et enkelt gen der giver sygdommen. Udover at man skal have generne til det, skal der også være en ”trigger” til at sætte sygdomsprocessen i gang. Der er ikke en kendt fælles trigger for alle, men der mistænkes infektion, fysisk traume og psykisk stress.

Der er tre typer af Alopecia: den første Areata giver pletskaldethed, Totalis taber man alt håret på hovedet og endelig, som jeg, Universalis, hvor man taber alt hår, også øjenvipper, bryn mm.

Den første gang jeg tabte håret, blev jeg sendt til hudlæge. Min egen læge var sikker på, at det var en hudsygdom. Hudlægen omtalte stress – men lægen afviste dette. Anden gang sagde lægen, at det måske var udløst af stress. Tredje gang sagde han: Det er stress! Men jeg havde jo ikke tabt håret, hvis ikke genet havde været der.

Din egen mor mistede alt sit hår en gang. Fortæl mig, hvad du tænkte dengang, da du stod ved siden af og oplevede det ske for hende. Den gang havde du ikke selv prøvet det på egen krop.
Der var ingen, der dengang tænkte på at det kunne skyldes et gen og evt. stress. Det var en hudsygdom – basta. Jeg syntes, det var frygtelig for hende og hjalp hende med at få en paryk. Indrømmet, jeg synes også, at det var godt hun fik en paryk. Den havde hun faktisk ønsket sig i flere år. Hun var meget ked af sit tynde fistne hår.

Mor tog til behandlinger hos hudlægen i Hjørring og jeg kørte hende derop. Jeg måtte dog ikke komme med ind – hvorfor ved jeg ikke. Behandlingen hjalp ikke på hendes hår, men hun fik det dog tilbage til sidst og da kunne jeg mærke, hvor meget det havde betydet for hende. Jeg tror nok, at hun fortalte mig mindst tusinde gange om din reaktion, da hun første gang viste sig med sit nye hår. Hun blev så glad, fordi du sagde, at hun var smuk.

Fortæl mig om den første gang du selv mistede håret. Hvad gik gennem dine tanker og dine følelser, da de første store totter røg af?
Den første gang jeg bemærkede, at der var noget galt, var til min fødselsdag i 2007 – jeg kunne mærke den bare plet i nakken. Jeg blev forskrækket og gik op i soveværelset for at se den, selvom vi havde gæster.

Det var dog først, da jeg så hårene på min kontorstol, at jeg gik til lægen. Den var fuld af lange hår og når jeg friserede mig, var kammen fuld af hår. Det er aldrig faldet af i totter, men bare forsvundet lidt over det hele. Godt nok med store bare pletter til følge.

Jeg kan huske besøget hos jer i USA, hvor jeg var så ked af at vaske hår, for hele badeværelset flød med hår bagefter. Jeg gjorde som hudlægen gav mig besked på – smurte mig med noget frygtelig stads og det hjalp ikke. Så blev jeg sendt til Aalborg, for at få en paryk og det var en positiv oplevelse. De var så empatiske, forstående og hjælpsomme hos Toftild i Aalborg.

Hvordan reagerede dine omgivelser på dit hårtab den første gang?
De fleste var chokerede – kunne ikke forstå, hvordan det kunne ske. På skolen accepterede mine kollegaer det hurtigt og gav mig opbakning, når jeg var ked af det.
Mine elever var fantastiske. Jeg brugte jo kasket i starten, inden jeg fik paryk. Selv om jeg forlangte at de skulle lægge huen eller kasketten i timerne, var der aldrig nogen, der sagde noget til mig. Selv i 9. klasse accepterede de min hat.

Der var også flere, der spurgte mig om, hvilken form for kræft, jeg havde fået.

Hvornår valgte du første gang at gå ud i offentligheden med bar isse? Kan du beskrive dine tanker og følelser den dag, hvis du kan huske det?
Jeg går ikke ud offentligt uden min kasket – det er kun, når vi er på ferie og det føles helt vildt dejligt. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg ikke kunne trives med parykken. Hver gang vi var sammen med familien eller venner, smed jeg den efter et par timer.

Den første gang jeg skulle vise mit bare hoved til familien, var det svært. Jeg kan huske, at vi besøgte din bror og hans familie i sommerhus. Der var pool og mit barnebarn ville have mig med i. Det ville jeg ikke, for så skulle parykken af. Det kom den dog senere på dagen og hun så mig også uden det.

Hvad ser du selv, når du ser dig i spejlet med skaldet isse og uden øjenbryn?
Det er de værste øjeblikke – jeg hader det. Jeg synes, jeg ligner en heks. Jeg kigger efter de mindste hår – prøver at rykke i dem, hvis der er nogen. Bare for at tjekke, at de bliver siddende. Når der så er kommet hår, skal jeg også hele tiden tjekke at de bliver der.

Hvad tror du andre ser, når de ser en skaldet kvinde komme gående ned ad gaden?
Jeg er helt sikker på, at de tror, jeg er syg og får kemo. Mange gange kan man se medlidenheden i deres ansigter.

Du har siden den første gang været møllen igennem tre gange og er netop nu ved at få håret tilbage igen efter en meget lang periode uden hår. Den længste til dato. Hvordan har du det i dag med at miste håret på den måde?
Det er frygteligt at miste håret, det kan næsten ikke beskrives. Angsten mellem turene er næsten det værste. Når så det begynder, så er der de daglige ritualer: spejlet i badeværelset med nakkespejl, vende og dreje hovedpuden, for at finde hår (og endelig, når der er godt gang i hårtabet, støvsuge puden inden jeg reder seng om morgenen)

Når de sidste rester af hår er fjernet fra hovedet, som du gjorde for mig i Italien, så er det ligesom lidt nemmere at forholde sig til. Så skal jeg kun vente på at det gror ud igen. Og her har jeg aldrig været i tvivl. Det kommer igen. Spørgsmålet er så bare, hvor meget der kommer. Siden første gang har jeg ikke haft hår under armene og denne gang er der endnu ikke hår på benene. Nu er det jo heller ikke de værste steder at undvære hår, som kvinde.

Men da jeg den anden aften kunne mærke lidt vipper, var jeg helt ærligt helt i den syvende himmel. Det var vildt dejligt.

Var det nemt for dig at finde information om det du oplevede? På nettet, ved lægen, på apoteket mm.? Hvilken information manglede du?
Det var faktisk nemt at finde informationen, dog var den for 7 år siden meget forskelligartet. En side fortalte at det var for evigt – en anden at 80% fik håret tilbage. Det bedste, dengang, var at læse de forskellige artikler på AA´s hjemmeside.

Som før fortalt var lægen temmelig uvidende og det var de også på apoteket. Men helsekostforretningen vidste lidt om det og anbefalede mig at starte med Priorin. Jeg tror, de hjalp. Men nu har jeg nok taget dem for længe. Jeg manglede information om, hvad jeg selv kunne gøre. For der måtte da være noget. Hvis du brækker et ben, skal du hvile og du skal udvikle andre muskler for at komme omkring. Her var der intet, jeg kunne gøre.

Hvad er det vigtigste du kan dele videre med dine oplevelser, til andre kvinder, der oplever det samme? Hvad havde du mest brug for, at der var nogen der sagde til dig?
Det vigtigste må være netop det jeg selv blev meget glad for at høre: Nemlig at jeg var den samme person, både med og uden hår. Det er også super skønt, når jeg får respons på min glæde over de nye hår.

Hvis du kunne give ét godt råd til andre kvinder i lignende situation, hvad skulle det så være?
Her ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare, for jeg har egentlig ikke et godt råd. Når jeg ser tilbage, så var det nemmest første gang. Her accepterede jeg, at sådan så jeg ud og livet gik videre. Men det blev sværere og sværere at acceptere og tjaaaaa, jeg ved ikke hvad der sker, hvis det falder af igen.


Min mor anbefaler særligt to artikler, som er gode at læse, hvis du vil vide mere om hårdtab.

Måske kender du nogen, der på samme måde har oplevet at miste håret. Måske har du selv prøvet det. Så skriv endelig i kommentarfeltet og del dine oplevelser og erfaringer med os andre. Jeg er fuld af beundring for min mor, over at hun tør stå frem på denne måde og dele ikke bare sin fortælling, men også sit ansigt og sin isse med jer andre. Du er sej mor!

One thought on “Når en kvinde mister håret – et interview med min mor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s