Spor af den mand han bliver

Isac er otte år nu. Og jeg begynder at kunne se spor af den mand, han bliver, i ham. Lige som jeg for fire år siden kunne se spor af den dreng, han ville blive. Lige om lidt vokser han mig over hovedet. Hans fødder har givet mine en varsling på, at dette kommer til at ske snart. Deres nr. 36 kigger udfordrende over på mine nr. 37. Og hans humor og menneskelige indsigt spiller spil med min moderlige omsorg og syltede ammehjerne. Han vinder ind på os. Og han gør mig så stolt og rørt. Det er et virkeligt fint menneske, der blomstrer op inde i ham. Et menneske som jeg ville elske at være ven med, hvis han ikke var min søn.

12530738_1129806363698271_1800759908_n

February FICTION 1

Jeg er hoppet med på #februaryFICTION og vil i hele februar poste lidt fiktion på under 100 ord til jer. Du kan læse mere om det HER

Kort fortalt, så er reglerne:

  1. Historien må maksimalt være på 100 ord
  2. Du skal tilstræbe, at der en begyndelse, en midte og en slutning
  3. Historien skal deles med nogen, enten digitalt, ved opslag, oplæsning eller ved overrækkelse. Du bestemmer, bare dine historier bliver delt
  4. Du skal bruge #februaryfiction, når du deler digitalt
  5. Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar

Here goes:

Gågaden lå øde og oplyst hen. Julelysene hang ekstra tunge efter regnen og dråberne på hans briller fik lysene til at flakke nervøse omkring. I hånden holdte han den nøgle, hun havde givet ham. Han kunne bare låse sig ind, når han havde lyst. Bruge maskinerne frit og kvit. Eneste regel var, at det var hans egne penge, han brugte. Og han selv stod til ansvar for det han tabte. Hun vidste godt, at han var længere ude end hans ansvar kunne bære. Og at nøglen nok blev den sidste ting, hun gav ham.

Sådan strikkes hverdagen sammen

For tre måneder og lidt siden blev vores familie en lille person større. Og det er faktisk først nu, at vi er ved at have en nogenlunde normal hverdag strikket sammen. Sådan en slags hverdag, hvor man kan regne med lurene, hvor nattesøvnen er nogenlunde intakt og hvor der er plads til alle – store som små. Lad os starte med at jinxe det hele ved at skrive det ud, at Siri er god til at sove. There I said it! Nu ved vi alle, at hun vågner i barnevognen om 3-2-1 sekund og skriger og herfra er alle nætter og lure fucked up.

Nej …

Ok, jeg lister mig til at skrive videre. Hun sover stadig. Måske er det fordi hun er treeren? Hun er let, mild og medgørlig. Finder sig generelt i meget, men har jo egentlig heller ikke noget at klage over. Hun får mad, når hun vil og underholdningsbarometeret står noget højere for hende, end det gjorde for hendes storebror. Og så er hun simpelthen også bare top freakin’ cute, hvilket helt sikkert også arbejder til hendes fordel.

12519218_509999199166621_1831548283_n

Vi har heller ikke oplevet den store jalousi fra de to store?! Jamen, igen ved jeg godt, at nu kommer den. Jinx, jinx. De er vilde med hende. De kæmper faktisk lidt indbyrdes om hendes gunst og forstår ikke helt endnu, at hun bare knuselsker dem begge.

12543159_1566452506973930_1225656409_n

Og mig og barsel? Vi er også blevet helt gode venner. Indrømmet, så var jeg ikke helt i mit sweet spot med det i starten. Eller det vil sige, at jeg nød den ekstra tid sammen med ungerne. Og at kunne være den mor, man synes man er bedst. Den der er nærværende og legesyg. Den der kan hente tidligt og den der kan give sine børn mulighed for at kede sig nok, til at de finder på noget at lave selv. Den ro, der skal til før man keder sig er fantastisk. Men jeg savner også min faglighed og mine kolleger. Jeg savner det gas og gøgl vi har på arbejdet, de grin og den humor. Og jeg savner at blive udfordret på mine faglige og professionelle kompetencer. Jeg var nok lidt kønsfornærmet i starten af min barsel. Fordi jeg igen var dén, der skulle stå af toget og hive et år ud af min hverdag, som jeg kendte den.

Nu, tre måneder senere, begynder min hjerne at forstå det, som mit hjerte har vidst lidt længere. At den ikke er stået af toget. Og at den tid jeg bruger herhjemme lige nu aldrig kommer igen. Tid til at kede mig. Hvis det er vigtigt for mine børn, må det jo også være vigtigt for mig. Og jeg får strikket. Senest en trøje til mig selv.

12383303_459597620904964_44477876_n

Desuden er jeg ved at opdatere mig i forhold til alle de serier, som jeg som den eneste i mit netværk aldrig har fået set på Netflix. Jeg er ikke særlig kræsen. Jeg ser (næsten) dem alle – en efter en. Nu vil jeg være med i netflixserieklubben. Serier er det nye sort. Og når jeg er færdig og up to date på dem er de so last year. Men det ok. Har indtil videre set hele Glee, hele New Girl, hele OITNB, gav up i Gossip Girl (så lidt kræsen er jeg alligevel) og er nu godt igang med Orange County. Tager ind mellem lidt Modern Family og lidt House of Cards. Det hele går godt sammen med strik og kaffe. Sådan strikkes den barsel sammen.

Julegaver

Selv om jeg næsten ingen julegaver får længere, vil jeg ikke afholde mig fra at lave en ønskeseddel. Hvad sker der for øvrigt med det, at man ingen julegaver får, som i overhovedet ingen, fra det øjeblik man selv får børn til ens børn bliver så store, at DE selv får børn og åbenbart ikke længere skal have gaver, fordi deres børn skal have gaver?

Men altså, hvis jeg nu skulle ønske mig noget, så skulle det være:

Strikkebøger:

room_606_forsideuld-cover-1-p

 

 

 

 

 

 

 

 

Garn og opskrift til en brun Afmæli-sweater (klik på billedet for link)

afmaeli-4

Mini-lovetag i rosaforgyldt sølv fra Jane König med bogstavet S:

mini-love-rosa-2

Knælange kjoler i str. 42 á la den her:

krez-chic-et-jeune-kjole-rosa-15442812-1000x1000

Bogforum 2015

Jeg elsker Bogforum! Og jeg havde bestemt mig for, at uanset, hvor lang tid, jeg gik over tid med den baby, så skulle vi ind på Bogforum. Havde i forvejen regnet på, at hun mindst ville kunne være halvanden uge gammel, og det er vist en helt ok alder at starte med indoktrineringen af bøgernes uendelige værdi på.

I går var det første dag på Bogforum 2015 og Siri var halvanden uge gammel. Aftalen med mine kolleger fra forlaget var i hus. Mødetiden blev selvfølgelig overskredet med den acceptable time til halvanden som er gældende for alle nybagte forældre. Og lykken ville, at mine fire yndlingsredaktører netop havde sat sig til frokosthygge og babyen netop havde lagt sig til marathonlur og jeg netop var hungrende efter frokost og redaktørsnak og bogforumshygge, da jeg ankom.

Åh, hvor var det skønt. At være ude blandt ægte mennesker igen. I rigtigt tøj. At mærke den søde duft af tryksværte og papirsstøv i næseborene og at sniffe al faglighed og nørdesnak ud af de fire redaktørdamer, der glædeligt lod sig besniffe og kramme.

Jeg fik ikke rigtigt kigget bøger i år. Det var rigeligt for mig at gå rundt og lytte, snakke, mødes med folk og lade det hele bare suge ind i mig. Se på littkendisser og sidde og amme og nyde min baby midt i al virakken. Og så skadede det da ikke, at Anders Agger kom forbi og blev stående helt stille, mens jeg sad og ammede. Skadede slet ikke.

Siri for sejr!

Allerede for to måneder siden var sikre på navnet. Hun skulle hedde Siri, vores lille nye lillesøster. Siri, fordi det havde en smuk betydning: Smuk og sejrrig. Siri fordi Siri Hustvedt ikke er den ringeste navnesøster at have. Siri fordi det passer godt sammen med Isac og Anna.

At det så skulle vise sig, efter hun kom til verden, at lige netop dét navn bare var det helt rigtige til hende. Det vidste vi ikke dengang. Heldigvis. Hun blev et søndagsbarn. Født præcis to uger over tid.

Hun er egentlig kort fortalt bagt efter næsten samme opskrift som sin storesøster. Vi slap for ballonkatederet denne gang, og så er bagetiden lidt længere ved samme temperatur. Siris fødsel blev dog tilført de ekstra komplikationer og udfordringer, at hun lå skævt og højt og ikke rigtig ville ned i bækkenet. Og at hun havde sin navlestreng et par gange rundt om halsen. Og så havde hun grønt fostervand, som hun nåede lige at skide i igen og sluge en god portion af, inden hun kom ud. Det betød blandt andet, at jeg også fik glæden af at prøve at få steriltvandspapler, også kaldet bistik, som nok er noget af det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet, og at blive rystet en tur godt og grundigt rundt ved hjælp af Rebozoteknikken. På den måde fik jeg virkelig noget for pengene denne gang.

Og så blev afslutningen på en lang og sej fødsel desværre lidt mere dramatisk end vi havde forestillet os, med en noget stresset pige, der havde brugt sine sidste ressourcer på at komme ud i en fart ved hjælp af mine presseveer, som fik hende hele vejen ned gennem bækkenet og ud på 9 minutter. Hun var blå, stille og presset, da hun kom ud, men de dygtige læger og jordmødre fik hurtigt fundet en puls på hende, suget lungerne fri, fyldt hendes sukkerdepoter op og befriet hende fra navlestrengen og endelig fik vi den fortryllende lyd af babygråd fra bordet ved siden af sengen.

Vi tilbragte de første 48 timer på sygehuset, hvor vi blev holdt godt øje med begge to. Allerede dagen efter var vi begge ovenpå igen og har det begge rigtig godt stadigvæk.

Vi er begge SÅ imponeret over jordmødrene på Hillerød Hospital. Vi nåede igennem tre hold af vagter og fire jordmødre og ikke én gang følte jeg mig overladt til en ny og uvidende person. De blev ved mig, selv om de havde vildt travlt på fødegangen den aften. Måske fordi jeg havde de komplikationer, som jeg havde, og det fik mig til at føle mig tryg og i gode hænder fra start til slut. Da jeg til sidst var ved at knække og give op af træthed og udmattelse, hjalp de mig igennem med opmuntring og begejstring. Det var tydeligt, at dét at Siri kom ud som hun gjorde og havde det godt, som hun havde, det var en sejr, ikke bare for mig og hende, men også for mine jordmødre, som var tre styk til stede til sidst.

Jeg kan ikke love, at de næste par indlæg bliver tunge af barselssødme, for jeg er pt. indhyldet i den varmeste og kærligste bobbel af nybagthed og nærhed, og den er dælme svær ikke at dele ud af. Hvis det bliver for kvalmt må I slå over på andre kanaler i mellemtiden.

Her går det godt, fød flere børn!

For nogle år siden sad jeg selv midt i en faglig kamp. Den gang var jeg lærer, og jeg kunne se min faglighed, min professionalisme og min omsorg for de børn, jeg havde ansvar for, smuldre mellem hænderne på mig.

Jeg skrev mig ud af frustrationerne, blandt andet her på bloggen, og mine ord blev læst, hørt og svaret på fra højeste politiske sted. Ordene gav på den måde mening, selv om jeg ikke fik min vilje. Jeg skrev, fordi faglige kampe ikke bare lige sådan er at tage. Især ikke for folk i omsorgsfag. For hvordan fortæller man befolkningen, at den tillid de hver morgen giver os, ved at efterlade deres kæreste eje i vores omsorg, ikke altid bliver levet op til. Hvordan smider man flinkeskoleuddannelsen, empatien og evnen til den diplomatiske og kompromissøgende samtale om i rygsækken og finder versalerne, kompromisløsheden og de ærlige, men nedslående og til tider selvudleverende facts frem på bordet? Altså uden at give afkald på en del af sin egen stolthed ved sit fag. Og uden at komme til at lyde som om man klynker og ynker. For det er jo det sidste man vil. Når man følger sit kald og elsker sit job.

12107257_1612764302321045_5403089232886341443_n

Jeg er tredjegangsfødende. Jeg er lige snart gået to uger over tid. Og jeg er i den kategori, der hedder en erfaren rotte inden for det med at føde børn. I lægejournalerne, í hvert fald.

Men virkeligheden er en anden. Jeg er usikker på det hele. Fordi mine forløb har været så forskellige, og fordi de to første forløb ikke “bare” har været letsmuttede julemandler. Mine børn er åbenbart ikke til at drive ud af hulen, og min krop er ikke bare lige sådan en, der selv går i gang og føder løs. Den driller mig med falske tegn og manglende progression. Og det gør den også her tredje gang. Når man så samtidig møder en ny jordmoder hver gang, man er inde og vende på hospitalet eller i konsultationen, så kan sådan en drillekrop godt sætte flere forskellige ting i spil. Især når de jordmødre, man møder, ikke rigtig har tid og overskud til at sætte sig ordentlig ind i mig og mine erfaringer som fødende. Så er det i virkeligheden lige meget, om jeg skal føde for første eller for tredje gang. Usikkerheden bliver næsten lige så stor for mig. Alligevel formår de her kvinder et eller andet sted at nå at se mig i øjnene, at give mig det ekstra kig, den ekstra omsorg, den ekstra tid, som de i virkeligheden ikke har. Fordi de kan se, at hvis de ikke gør det, så mister jeg modet og troen på, at det kan lade sig gøre. Det har blandt andet betydet, at en jordmoder blev 6 timer længere på sin vagt for at hjælpe mig med at få Anna til verden vaginalt, i et forløb, der let kunne være endt som Isacs med akut kejsersnit.

Når jeg ser videoen nederst i indlægget her, så kan jeg godt genkende det billede nogle af jordmødrene beskriver. Jeg har overnattet to nætter på fødegangen i Hillerød indenfor de sidste tre uger, og mere skal der ikke til for at kunne verificere en stor del af historierne. Jeg bliver samtidig utryg og nervøs for min egen situation som fødende, for hvad nu hvis en af de nedprioriteringer, som jordmødrene fortæller om, kommer til at gå ud over mig og mit barn denne gang. Jeg har en meget aktuel og personlig indsats på spil i denne faglige kamp, selv om det ikke er mit fag.

Jeg kender en jordmoder personligt fra min egen familie. Og jeg hører hende tale om sit fag og sin store kærlighed til det. Også når jeg ikke selv har høje indsatser på spil. Og jeg kan genkende hendes frustration over manglende ressourcer og politisk forståelse og opbakning. Hun har været en af initiativtagerne bag en Facebookgruppe, som jeg synes, du skal gå ind og støtte op om, ved at give den et like og ved at dele dens indhold i dit netværk. For den her faglige kamp gælder ikke kun sådan nogle som mig, som snart skal føde, den gælder vores allesammens fremtidige børn og fødende mødre, og ikke mindst en hel faggruppe, som lige nu kæmper den vildeste kamp for at få lov til at gøre deres arbejde ordentligt.

De har lavet denne modige video, som jeg endnu ikke har magtet at se helt til ende. Fordi det er for tæt på for mig. Men det er hårrejsende historier om realiteterne på landets svangerafsnit. Jeg synes, det er den helt rigtige måde at føre denne faglige kamp på. Og jeg kan faktisk ærgrer mig lidt over, at vi som lærere i sin tid ikke turde være lige så rå og ærlige for at pointere vores pointe. Det er i min optik modigt, hårdtslående og dødhamrende professionelt udtrykt. Jeg hører ingen klynk eller ynk i denne video. Jeg hører en stærk faggruppe, der banker i bordet og tegner grænserne op for normal anstændighed og medmenneskelighed i et af de vigtigste omsorgsfag, vi har.

Vi skulle måske vente lidt med de store kampagner og TV-shows om at yngle flere børn, til vi har fået ordentlig styr på og valgt at prioritere måden disse mange nye børn kommer til livet på her i landet. Forhandlingerne om den nye finanslov starter i dag og de øremærkede midler, som sidste år blev afsat til svangerafsnittene på Finansloven, er blevet fjernet af den nye regering. Lad os sammen få fokus på behovet for at få de midler tilbage på Finansloven så hurtigt som muligt.

Kedeligt indlæg, klik videre

Ligesom det skete med Anna, så er vi også denne gang blevet snydt af veer, der er gået i sig selv. Jeg var omkring Hillerød i går nat, hvor der var regelmæssige veer og udsigt til fødsel. Men tirsdag morgen blev vi sendt hjem igen. Veerne var gået i sig selv og vi er tilbage i venteposition. Jeg tænker, at vi ender med en igangsættelse igen, ligesom sidst, denne gang tolv dage over tid.

Det er ok. Det var det ikke i går, men der havde jeg heller ikke sovet i 4 nætter pga. en ond bihulebetændelse efterfulgt af to nætters snydeveer. I nat sov jeg derimod som en sten. Ikke skyggen af en ve. Bihulebetændelsen er væk. Og jeg sov og sov og sov.

Ungerne er i Tivoli med deres farmor og farfar i dag. Sådan en efterårsferie kan godt være lidt langtrukken, når man går og venter på en lillesøster og det regner udenfor og ens mor er kedelig og tyk. Så kedelig at hun ikke kan sidde på gulvet og bygge Lego med én. Og så tyk, at man ikke rigtig kan ligge på hendes mave og se fjerner, som man plejer. Så er det godt, at man har legesyge bedsteforældre.

Huset er stille sådan en dag. Efter flere dage med besøg af min mor og derefter flere dage med efterårsferiefamiliehygge og et par dage med ve-spænding. I dag er der bare stille regn og strikketøj i sofaen. Helt stille. Legotæppet i stuen ligger helt stille.

Ville ønske, at jeg kunne finde på noget sjovt eller spændende at skrive et blogindlæg om, men det kan jeg simpelthen ikke. Min hjerne er tom. Den er udhvilet. Sådan da. Men den er ikke nok i sving til at kunne give dig bedre end dette. Sorry.

Jeg slutter med lidt specs på hele det der graviditet. Lillesøster er skønnet til 4200g her tre dage over termin. Jeg har taget fem kilo på, hvilket jo så passer meget godt med det, jeg skal aflevere lige om lidt. That’s a first for me! Yay!  Hun ligger højt. Akkurat som hendes søskende har gjort det på dette tidspunkt og hun bruger pladsen til at udligne uretfærdigheden med deres tur i Tivoli i dag. Med andre ord, vi ved endnu ikke, om hun har tænkt sig at vende rigtigt, når hun skal ud og om hun overhovedet gider ud af hoveddøren. Alt er som det plejer for mig: En god lang veloverstået graviditet, der er forløbet godt og en kommende fødsel, som trækker i langdrag og kommer med flere spørgsmål end svar, jo nærmere den kommer. Det eneste sikre er, at der er et barn der, og hun kommer inden for de næste 9 dage.

Og prøv lige at se, hvor lækre børn jeg laver. De er fandme værd at vente på. Så godt at jeg ikke er et af de dyr, der æder mine egne unger, for så havde jeg spist hende her til morgenmad i morges.

Termin, og hvad så?

Så nåede vi terminen. Vi fik afholdt alle de fødselsdage, vi skulle og ingen skulle dele sin dag med nogen. Den 7. oktober fik vi en lille ny kusine og selv hun formåede at ramme sin helt egen dag.

Jeg blev færdig med min Pine cardigan forleden og nu er den vasket og klar til at varme mig, når vi skal afsted til sygehuset. Jeg elsker den! Og tænk, at jeg var tæt på at trævle den op, fordi jeg ikke gad strikke mere patent, da jeg nåede til ærmerne. Jeg er så glad for at nogle gode veninder fik mig overtalt til at fortsætte og få jobbet gjort færdigt.

Jeg havde en rigtig fin 40 års fødselsdag. Blev vækket med sang, morgenmad og gode gaver af min mand og børn og min mor, som har boet her en uges tid. Jeg fik mine kopper fra Royal Copenhagen. En megamusel fra mit megabarn og en minimusel fra mit minibarn. Og sommerfugleringen fra Carré fik jeg af min mand. Elsker den! Min mor tog fusen på mig og havde fået lavet min mormors gamle guldring, som hun altid gik med og som hun havde fået i 18 års fødselsdagsgave, til mig. Jeg behøver vel ikke at sige, at den gjorde lykke?

Isac skal med sin far ind i Parken og se landskamp i aften. Vi havde købt billetterne for længe siden, og nu er jeg helt glad for, at vi ikke er i fødsel, så han kan få den oplevelse med. Han glæder sig som en sindssyg, selv om det bare er en træningskamp. Den slags er lige meget, når man er 7 år og fodboldtosset.

Fødselsdagsønsker til The Big 40!

Som sagt, så fylder jeg 40 år på torsdag! Gisp. Jeg er nået dertil, hvor jeg kan huske mine forældres fødselsdage med samme tal. Kender I det?

Nå, men så er det godt, at man kan ønske sig noget godt, når det alligevel ikke ser ud til, at man får overstået det med at føde børn, inden man fylder 40.

Fra Carré Jewellery i str. S:

1359447787_FR1294

Fra Biotherm til normal hud:

PF14003_300x315 PF14005_300x315

Fra Royal Copenhagen i en af hver:

mediaweb1 mediaweb

Fra Bosch:

Bosch-MSM6252-stavblender

Fra Tom Dixon, gerne to stk. i kobber:

Etch-candleholder-cobber.w480.h480

Fra Garn10.dk (Addi Lace rundpinde str. 6 og 7 60 og 80 cm.):

tilbehoer_addi_lace_rundpinde_292x451

Fra DBA eller Lauritz.com (bare fordi jeg aldrig holder op med at drømme om det Wegner sybord i egetræ):

3792539